Tirsdag eftermiddag gik besøget på en legeplads i Aalborg helt galt for en pige på 11 år. 

Pigen kom nemlig til at sidde urokkeligt fast med begge ben i gyngen, skriver Nordjyske.dk.

Hverken pigens veninder eller forældre kunne få hende fri, så derfor blev Nordjyllands Beredskab tilkaldt.

De måtte bruge en saks for at få hende fri fra gyngen. 

»Vi klippede det op med en lille saks for at skåne pigens ben så godt som muligt,« siger Nils Eltzholtz, der er indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab, Nordjyske.dk. 

Han oplyser, at pigens ben var hævet op af at sidde fast i gyngen. 

Men efter at være blevet set på i ambulancen, blev hun kørt hjem.