»Jeg har nok mareridt om det hver nat. Det er så frygteligt.«

Sådan lyder det grædende fra Hani Hussein fra den lille by Frejlev nær Aalborg. 9. maj faldt hendes families liv helt fra hinanden.

Den dag druknede hendes femårige datter, Fartun, i et bassin ved siden af sin børnehave.

»Jeg blev ringet op af lederen på Fartuns børnehave. Hun sagde, at vi skulle skynde os ud på Aalborg Sygehus,« fortæller 34-årige Hani.

Her ses en smilende Fartun sammen med sin lillebror, kort tid før hun druknede. Foto: Privat
Her ses en smilende Fartun sammen med sin lillebror, kort tid før hun druknede. Foto: Privat
Vis mere

På sygehuset nåede Hani og hendes mand kun at være i kort tid.

»Så kom en læge hen til os og fortalte, at de virkelig havde forsøgt at genoplive Fartun, men de kunne ikke gøre mere,« siger Hani og tilføjer:

»Det var så forfærdeligt. Vi brød helt sammen.«

Midt i sorgen har det helt store spørgsmål været, hvordan det kunne ske, at et femårigt barn kunne forlade sin børnehave og så falde i et bassin og drukne.

Her ses Fartun sammen med sin far. Foto: Privat
Her ses Fartun sammen med sin far. Foto: Privat
Vis mere

Det skal også oplyses, at Fartun gik i specialbørnehaven Væksthuset, da hun led af autisme.

»Vi har fået at vide, at Fartun var kravlet over hegnet og så faldt i et nærliggende bassin. Efter noget tid opdagede personalet så, at hun var væk, og da de ledte efter hende, fandt de hende i bassinet,« siger Hani, der som barn flygtede til Danmark fra Somalia.

Både Nordjyllands Politi og Aalborg Kommune har gennemgået, om personalet i børnehaven har svigtet deres arbejde.

»Politiet mener ikke, at børnehaven eller personalet har udvist grov forsømmelse, da der er tale om en tragisk ulykke, der er sket efter kortvarig uopmærksomhed. Vi er i familien dybt ulykkelige og uenige med politiets afgørelse,« siger Hani.

Her ses den nu druknede Fartun på fem år ved siden af sin storebror. Foto: Privat
Her ses den nu druknede Fartun på fem år ved siden af sin storebror. Foto: Privat
Vis mere

Trine Binderup, der er advokat på sagen, fortæller, at det nu er Statsadvokaten, der skal tage stilling til den klage, som de har indgivet.

»Det er vores opfattelse, at der er flere uoverensstemmelser mellem Aalborg Kommunes redegørelse og forklaring omkring hændelsesforløbet og politiets afgørelse, der gør, at vi mener, det er nødvendigt, at der bliver foretaget yderligere efterforskning i sagen med henblik på særligt at vurdere, hvorvidt Aalborg Kommune, herunder børnehaven, har gjort sig skyldig i overtrædelse af nogen bestemmelser i straffeloven,« fortæller advokaten.

B.T. har bedt Aalborg Kommune forklare, hvordan det slet ikke kan have nogen konsekvenser, at en femårig på den måde stak af fra en specialbørnehave og druknede.

»Politiets efterforskning og vores egen interne redegørelse har begge vist, at der er tale om en utrolig tragisk ulykke,« siger Susanne Nielsen, der er chef for Sammenhæng og Kvalitet, Børn og Unge i Aalborg Kommune.

Familien bestående af Hani, hendes mand og nu tre børn beskriver hele situationen som en grusom sorg.

»Min ældste datter på 17 år vågner om natten og råber: 'Fartun er i vandet. Red hende, red hende'. Vi ved slet ikke, hvordan vi skal komme videre,« siger Hani.

Familien holder torsdag og fredag klokken 15 en demonstration ved rådhuset i Aalborg for at vise deres vrede over forløbet.