'Vi er dybt rørte, vrede, frustrerede, magtesløse, ulykkelige og følelsen af uretfærdighed fylder.'

Sådan lyder det fra Lene Nordstrøm, mor til en 15-årig pige, i et opslag på Facebook.

Opslaget har hun skrevet, fordi en pige fra hendes datters klasse for nylig forlod klassen pga. jødehad og antisemitiske trusler.

Moderen forklarer i opslaget, at familien i september i år blev udsat for hadske breve i postkassen og på trappen foran deres hus.

Samtidig var der ridset hagekors ind i pigens stol i klassen.

'Jeg er i chok over, at det sker i Danmark. Danmark skal være et sted, hvor vi kan leve i fred og fordragelighed med hinanden uanset etnicitet, og hvilken religiøs overbevisning man har,' skriver Lene Nordstrøm videre.

I Berlingske søndag står forældrene, Pernille og Michael, til den berørte pige frem.

Her fortæller de blandt andet, at de har følt sig tvunget til at flytte pigen til den jødiske skole, Carolineskolen på Østerbro i København, fordi de ikke længere kan føle sig sikre.

Det er anden gang, at de har måttet flytte pigen på grund af had og chikane. Første gang i 2014, hvor en muslimsk dreng truede deres datter på grund af hendes fars etnicitet.

Meget mod deres vilje har Michael og Pernille måttet melde datteren ind på Carolineskolen.
Meget mod deres vilje har Michael og Pernille måttet melde datteren ind på Carolineskolen. Niels Ahlmann Olesen

»Det er da ekstremt, at Rebecca nu skal gå på en skole, hvor der er politibetjente udenfor og kameraer og alarmer over det hele og sikkerhedsvagter inde på skolen. Men det er desværre nødvendigt. Og ja, jeg er skuffet, men også rigtig, rigtig ked af det. Jeg kan næsten ikke slippe det, selv her mange uger efter,« siger faderen Michael.

Han står af sikkerhedsmæssige årsager kun frem med fornavn i avisen.

Han er oprindeligt fra Israel, men har aldrig for alvor praktiseret jødedommen.

Rebeccas forældre har ad flere omgange forsøgt at få skole og myndigheder til at reagere. Men forgæves.

Michael er af jødisk afstamning.
Michael er af jødisk afstamning. Niels Ahlmann Olesen

Efter Lene Nordstørm skrev opslaget på Facebook om chikanen mod familien og Rebecca og hendes andet skoleskift, greb Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S), ind.

Han havde læst Facebook-opslaget og ville høre, om han kunne hjælpe familien.

Han invitererede derfor Pernille og Michael til møde for om muligt finde ud af, hvem der stod bag truslerne og hadforbrydelserne.

Mødet har indtil nu ikke båret frugt.