Samtidig med at coronavirussen fik Mette Frederiksen til at lukke ned for landet, fik den 29-årige Pia Nielsen til at åbne op for kærligheden.

»Jeg ville egentlig gerne have taget det stille og roligt, men hverken han eller corona har ladet mig tage det stille og roligt,« siger Pia Nielsen.

Godt to uger inden den officielle lockdown af Danmark trådte i kraft, var Pia Nielsen på første date med en fyr, hun havde skrevet med i en længere periode.

De var begge enige om, at det var hyggeligt, og at de skulle ses på mange flere dates. Men hvad de ikke lige havde regnet med, var, at det skulle blive så godt som umuligt.

Da den nye virkelighed ramte, og Pia Nielsen blev sendt hjem fra sit arbejde for at gå i mere eller mindre isolation, fik hun en besked fra fyren, hun sås med:

Han ville bare lige høre, hvad hun sagde til, at han flyttede ind hos hende de næste 14 dage, så de ikke fik økuller af at være alene.

»Så sagde jeg, at det lyder godt. Og jeg havde egentlig ikke nogen betænkeligheder ved det, for vi havde jo skrevet sammen i noget tid også, så jeg vidste godt, hvad for en type han var,« siger Pia Nielsen.

Og her godt to uger inde i den lockdown, der i hvert fald kommer til at vare en måned, kunne Pia Nielsen ikke være mere glad for sin beslutning.

Har du også oplevet, at coronavirussen og landets nedklukning har ført noget positivt med sig, så send en mail til trin@bt.dk

»Vi er bare groet tættere og tættere sammen og har det super sjovt, i forhold til så mange andre man har ses med,« siger hun og fortsætter:

»Det har fået mig til at indse, at der godt kunne være noget mere fast her, altså en partner for livet.«

Der er dog endnu ikke nogen i deres omgangskreds, der ved, at de to er flyttet sammen hos Pia Nielsen, og derfor vil hun gerne undlade at nævne hans navn. I hvert fald for nu. For hun er altså sikker på, at de to nok skal få det til at fungere – også på sigt.

»Jeg har været i et forhold før, der viste mig, at det kunne være giftigt at bo sammen, men nu har han ligesom vist mig, at det kan være godt at bo sammen med en anden,« fortæller hun.

Ifølge hende er det ikke sikkert, at de nogensinde var kommet til der, hvor de er i dag, hvis de havde fortsat det trivielle dating-mønster.

»I stedet for at gå mange måneder, hvor man ser hinanden et par gange om ugen og finder ud af, at det ikke fungerer, så er vi hoppet direkte ud i det ved at bo sammen og har fundet ud af, det faktisk fungerer supergodt,« siger Pia Nielsen.

Hun arbejder selv hjemmefra hver dag, mens han skal møde ind på sit arbejde. Og i den tid, han er væk fra lejligheden, sidder hun og tæller timer til, at han kommer tilbage, fortæller hun og griner.

»Virussen har tvunget mig til at åbne mit liv op for en anden person og dele livets aspekter med den person. Det har også fået mig til at indse, at jeg nok kunne lide ham mere, end jeg egentlig troede, jeg kunne,« siger Pia Nielsen.

Hun fortæller, at de allerede har set alle hinandens positive og negative sider, og at det kun er med til at styrke deres forhold.

Et forhold, der som samboende kommer til at vare, indtil statsministeren åbner op for landet igen.

»Det bliver underligt at skulle gå tilbage til ikke at være sammen hver dag,« siger Pia Nielsen og fortsætter:

»Jeg tænker dog, vi kommer til at være meget sammen, og at jeg nok på det tidspunkt godt vil kalde ham min kæreste.«

At coronavirussen brød ud i hele verden og i Danmark, har altså ikke kun fået alt til at lukke i. Pia Nielsen har sænket sine parader som aldrig før.

»Virussen har helt klart ført noget godt med sig for mit vedkommende. Jeg har lukket op for kærligheden.«