Pia Kjærsgaard har fået nok: Anmelder Afrah Al-Jabouri til politiet
Dansk Folkepartis tidligere formand vil ikke have anklager om voldelig adfærd siddende på sig.

Dansk Folkepartis tidligere formand vil ikke have anklager om voldelig adfærd siddende på sig.

Politikeren Pia Kjærsgaard (DF) skriver onsdag på Facebook, at hun har anmeldt influenceren Afrah al-Jabouri til politiet "for falske anklager mod mig for billedmanipulation og vold".
- Nok er nok. Selvfølgelig kan jeg ikke stiltiende finde mig i at blive anklaget for vold. Alle, der har medvirket i udsendelsen Højskolen, har afvist disse løgne fra Afrah al-Jabouri.
- Både de medvirkende og folk fra produktionsselskabet, skriver Pia Kjærsgaard.
Andet afsnit af den igangværende sæson af TV 2-programmet "Højskolen" ser altså ud til at få et retsligt efterspil.
8. oktober kunne Berlingske fortælle, at den muslimske influencer Afrah al-Jabouri, som medvirker i programmet, havde anmeldt Pia Kjærsgaard til politiet.
Al-Jabouri sagde, at hun fire gange blev skubbet af Dansk Folkepartis tidligere formand under optagelserne til programmet.
Afrah al-Jabouri, der har flere end 67.000 følgere på TikTok, hævdede at have beviser på, at hun var blevet skubbet.
- Jeg har jo ikke stået og optaget mig selv blive skubbet, men jeg har vidner.
- Politiet kommer til at tale med både selskabet og Pia Kjærsgaard, og der har de jo pligt til at fortælle sandheden, sagde Afrah al-Jabouri til Berlingske.
Pia Kjærsgaard afviste også dengang at have optrådt voldeligt.
Nicolai Würtz fra BBC Studios Nordic Productions, der er programchef for "Højskolen", sagde tidligere i oktober til Berlingske, at hverken han eller selskabets ansatte kunne genkende påstanden om, at Pia Kjærsgaard skulle have gjort noget, der krævede politiets indblanding.
Venstres udlændingeordfører, Morten Dahlin, skrev på X, at han som deltager i programmet også var til stede ved det morgenmadsbord, hvor tre af de fire skub skulle være givet ifølge Afrah al-Jabouri.
- Det billede kan jeg på ingen måde genkende. Dårlig stemning? Ja. Vold? Nej! skrev Morten Dahlin.
Pia Kjærsgaard anklagede i afsnittet Afrah al-Jabouri for at dele indhold på TikTok, der sympatiserer med terror.
I afsnittet hev Kjærsgaard billeder af Afrah al-Jabouri frem på sin telefon. Henover billederne var tekster som "Are you a terrorist? - yes" og "Have you ever bombed someone? - not yet".
Det kan oversættes til "er du terrorist? - ja" og "har du nogensinde bombet nogen? - ikke endnu".
Afrah al-Jabouri har efterfølgende sagt, at billederne er falske og manipulerede.
RITZAU