»Lægen skal lige tale med dig.«

Da Pia hørte sygeplejerskens ord, vidste hun med det samme, at noget var galt. Helt galt.

Kort efter bekræftede hudlægen Pia Tolstrup Bloks frygt. Hun havde fået modermærkekræft.

»Jeg var i chok og var nærmest i en tåge, da jeg gik hjem fra lægen,« siger hun.

Chokket skulle blive til frygt, da hun gav sig til at undersøge sagen.

Frygt for at dø.

Pia var blot 30 år gammel, da hun for 22 år siden fik konstateret modermærkekræft. Og fremtidsudsigterne var dystre. Dengang døde omkring 60 procent af sygdommen.

»Mange tanker fløj gennem mit hoved. Skal jeg dø? Når jeg aldrig at få børn?«

Som ung gik Pia Tolstrup Blok i perioder i solarium en gang om ugen og nød også middagssolen under ferier sydpå – som så mange andre danskere. Nu advarer hun andre om at tage rådene om beskyttelse seriøst efter at have været ramt af modermærkekræft.
Som ung gik Pia Tolstrup Blok i perioder i solarium en gang om ugen og nød også middagssolen under ferier sydpå – som så mange andre danskere. Nu advarer hun andre om at tage rådene om beskyttelse seriøst efter at have været ramt af modermærkekræft. Foto: Privat
Vis mere

Heldigvis blev Pia ikke en del af den kedelige statistik. Den meget aggressive kræftform havde ikke spredt sig, og i dag er hun helbredt.

Bliver dårlig helt ned i maven

Men sygdomsforløbet sidder stadig dybt i hende, og hun bliver rystet over igen og igen at opleve, at mange danskere også i dag ser stort på advarslerne, når de færdes i solen.

»Jeg bliver dårlig helt ned i maven, når jeg ser danskere – og især børn – som er blevet solskoldet,« siger Pia Tolstrup Blok, som i dag er 52 år, bor i Randers og arbejder i rejsebranchen.

En ny undersøgelse, som Voxmeter har gennemført for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne, viser, at kun 10 procent af danskerne følger alle tre solråd. Undersøgelsen viser også, at langt de fleste danskere undervurderer, hvor effektive de simple solråd – som du kan se i boksen herunder – er.

For hvis vi færdes i solen med omtanke og undgår solariebrug, kan vi forebygge hele 90 procent af alle tilfælde af modermærkekræft. Det vidste kun én ud af 20 adspurgte i undersøgelsen.

»Modermærkekræft er en alvorlig sygdom, der kan være dødelig, hvis den ikke opdages i tide. Men det er også en kræftform, der er rigtig god mulighed for at forebygge. Hvis flere danskere vidste, hvor stor en betydning uv-stråling har for risikoen for modermærkekræft, ville flere måske huske skygge, solhat og solcreme,« siger Peter Dalum, der er projektchef i Solkampagnen.

Øverst i denne artikel kan du se en af de tre animationsfilm, som Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne tirsdag lancerer for at give danskerne mere viden om, hvorfor solbeskyttelse er så afgørende for at undgå modermærkekræft.

Især kniber det med ét af de vigtige solråd, viser Voxmeter-undersøgelsen.

Kun en ud af fem danskere bruger altid eller ofte en bredskygget hat som solbeskyttelse. Men der er rigtig god grund til at huske den bredskyggede hat.

»Ansigt og nakke er meget udsatte steder, der hele tiden får sollys, når vi er udenfor midt på dagen. Den bredskyggede hat kan effektivt afskærme netop nakke og ansigt fra den direkte sol,« siger Jette Jul Bruun, der er underdirektør i TrygFonden.

En tidligere rapport fra Solkampagnen viser, at netop ansigtet og nakken sammen med hænderne og fødderne er de steder på kroppen, hvor flest danskere angiver at være blevet solskoldet.

Kan stadig blive bange

Beskeden om, at hun var ramt af modermærkekræft, som hver uge koster flere danskere livet, fik Pia Tolstrup Blok til at træffe en beslutning.

Pia sørger i dag for at beskytte både sig selv og sin 12-årige datter mod solens stråler.
Pia sørger i dag for at beskytte både sig selv og sin 12-årige datter mod solens stråler. Foto: Privat
Vis mere

Hun lavede om på sit liv. Kosten blev sundere, hun begyndte at tage kosttilskud for at styrke immunforsvaret og holdt sig næsten helt væk fra solens stråler.

»Jeg blev fanatisk. Det var min måde at komme igennem det på,« siger Pia Tolstrup Blok.

I dag lever hun et normalt liv, men sygdommen har alligevel sat sig varige spor.

Og det drejer sig ikke alene om det store ar på ryggen, hvor det fjernede modermærke sad.

»Jeg har været til flere undersøgelser siden og kan stadig blive bange for, at kræften vender tilbage i en eller anden form,« siger Pia Tolstrup Blok.

Med sine egne ord er Pia da også lidt 'hys' med hensyn til beskyttelse mod solens stråler – både på egne og sin 12-årige datters vegne.

»Jeg synes, der skal mere fokus på, hvor vigtigt det er at beskytte sig.«

»Det er derfor, jeg står frem og fortæller min historie.«