»Han overlever det ikke.«
Phillip Holmegaard Hansens mor tænker, at hun aldrig nogensinde skal se sin søn i live igen.
Den 18-årige mand er omgivet af ambulancereddere, der er i færd med at lægge ham i koma på stedet.
Hendes anden søn, storebror til Phillip, lader hende ikke komme tæt på. Hun skal ikke se sin søn på den måde.
»Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg er nok i chok,« husker Malene Holmegaard Hansen.
Historien om Phillip starter i 2015, men først nu står familien frem og fortæller om den skæbnesvangre dag for lidt over fem år siden. Phillip er kørt galt i en soloulykke formentlig på grund af glat føre. Blot 100 meter fra sit hjem.
Bilen er total smadret. Det samme er Phillips krop. Derfor bliver han lagt i koma på stedet og hastet til Odense Universitetshospital.
Først på hospitalet, hvor hun møder sin mand, lader Malene tårerne få frit løb.
Han er hastet hjem fra den boreplatform, hvor han arbejder. Kenneth Holmegaard Hansen ved kun, at hans søn har været involveret i en alvorlig bilulykke.
»Det var voldsomt at se ham ligge der,« husker moren.
Phillip har ellers altid været en aktiv dreng. Han har spillet håndbold. Kørt motocross. Set sine venner.
Men 25. maj 2015 skulle livet ændre sig for altid:
Phillip har skadet sin hjerne flere steder. Læg dertil brud på venstre lårben, knæskal, begge underben og skulderskade.
»Vi vidste ikke, om han ville overleve. Og hvis han gjorde, om han så nogensinde ville blive sig selv igen,« siger Malene Holmegaard Hansen
Først syv dage senere fik familien vished. Phillip ville overleve.
»Det var en sten, der faldt fra mit hjerte. Men jeg var meget bekymret for, hvor store skader hans hjerne havde taget, og hvilken fremtid han gik i møde,« siger hun.
41 dage senere vågner Phillip fra koma. Selv husker han ingenting fra ulykken eller øjeblikket, da han slår øjnene op. Faktisk er det første halve år med genoptræning kun noget, han husker i glimt.
»Jeg kan ikke engang huske, hvad jeg lavede i forgårs,« siger Phillip.
Fem år senere – og efter flere intensive genoptræningforløb – har den unge mand lært at gå igen. At børste tænder. Tage tøj på. Køre bil igen.
Men at koncentrere sig er svært, og Phillip må skrive sedler eller få hjælp fra mor, far, storebror eller kæreste til at huske, hvad han skal. F.eks. har han tegnet et kort over Netto, hvis han en sjælden gang skal købe en mælk.
Han sover meget, og sådan tager den ene dag den anden.
»Jeg er lykkelig for, at jeg lever. Men jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer,« siger han.
Phillip har forsøgt at komme i arbejde som automekaniker, men det har vist sig at være hårdere, end han havde regnet med. Accepten af gerne at ville, men ikke at kunne, er ved at indfinde sig.
Han har tabt erhvervsevne på omkring 80 procent ifølge sit forsikringsselskab.
»Det er svært at se sig selv i livet uden at lave noget og bare sidde derhjemme. Men desværre er jeg ikke i stand til arbejde. Det er ikke helt gået op for mig endnu,« siger den nu 23-årige mand.
Han har netop søgt førtidspension, men det er sjældent, at unge under 40 år får en sådan bevilget.
Det er endnu uvist, hvad kommunen afgør.
»Jeg ønsker bare at få ro i mit hoved,« siger Phillip Holmegaard Hansen.
