Vaccinen fra Pfizer/BioNTech har i et forsøg med børn i alderen 12-15 år vist en effekt på 100 procent i forhold til at beskytte mod coronavirus.
Det oplyser Pfizer i en pressemeddelelse.
Selskaberne vil bruge de resultater til at ansøge om at kunne få lov til at give vaccinen til børn ned til 12 år.
I dag er vaccinen godkendt til personer fra 16 år og op. Pfizer/BioNTech planlægger at ansøge om at udvide aldersgruppen med børn i alderen 12-15 år.
Det er henholdsvis den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, og Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), som skal vurdere, om de vil udvide brugen af vaccinen. Ansøgningerne vil blive sendt "hurtigst muligt".
Pfizer/BioNTech håber at kunne få godkendt brugen af vaccinen til børn inden skolestart efter sommerferien.
Selv om Pfizer/BioNTech skulle få grønt lys til at give vaccinen til børn ned til 12 år, er det ikke sikkert, at vaccinen også ender med at blive tilbudt til børn.
I Danmark vil det være op til Sundhedsstyrelsen at vurdere, om man vil tilbyde vaccinen til børn.
I det pågældende forsøg med vaccinen deltog 2260 børn i alderen 12 til 15 år, hvor omkring halvdelen har fået vaccinen og halvdelen har fået placebo.
I placebogruppen var der 18 tilfælde, hvor børn blev syge med coronavirus, mens der ikke var nogen i gruppen, der fik vaccinen.
På den baggrund vurderes vaccinen at have en effekt på 100 procent i forhold til at beskytte mod coronavirus.
Pfizer/BioNTech er også i gang med at teste vaccinen på børn mellem seks måneder og 11 år.
Her er selskaberne ikke så langt, at der endnu er rapporteret resultater omkring vaccinens effekt for børn i den aldersgruppe.
/ritzau/
