Som elevatorsmed arbejder Peter Paulsen meget på trapper. Slæber materiale op og ned. Men i foråret havde vægten sneget sig op på 131 kilo, og hans knæ kunne ikke længere.
»Hver dag var en kamp på det fysiske, og det påvirkede det mentale. Så når jeg kom hjem, trøstespiste jeg. Og det blev det jo kun værre af,« siger han.
De seneste fem år har 28-årige Peter Paulsen levet usundt. Spist for mange Big Tasty-menuer og salatpizzaer med shawarma. Og siddet alt for meget i sin sofa eller foran computeren.
En altødelæggende livsstil, som kun blev endnu værre, da coronaen lammede hele landet i foråret.
»Mit arbejdsliv ændrede sig ikke. Der var masser at lave. Det var mere det, at man skulle sidde derhjemme uden sine venner, når man havde fri,« siger han.
I den tid arbejdede han en del på sygehuse – rørte håndtag og elevatorknapper – og var generelt i kontakt med mange mennesker i løbet af en arbejdsdag.
»Jeg var bange for, at jeg kunne tage noget med hjem og smitte mine kammerater. Mange af dem har små børn. Så jeg holdt mig for mig selv, lige så snart jeg kom ind ad døren,« siger han og fortsætter:
»Jeg isolerede mig så meget, at det eneste, jeg kunne finde trøst i, var min computer og mad. Jeg skulle ligesom dulme den hårde dag, jeg havde været igennem. Men maden gav mig jo ikke ligefrem energi til at få det nemmere dagen efter.«
Det blev kun sværere for Peter Paulsen at passe sit arbejde. Dagene gik med arbejde. Spille computer. Spise junkfood. Spille mere computer. Og så i seng.
I en YouGov-undersøgelse fra juni, hvor man har spurgt 1.025 repræsentativt udvalgte danskere, svarer knap en femtedel, at de har fået dårligere fysisk sundhed under coronaepidemien. 17 procent svarer, at de har fået det dårligere psykisk.
Det kommer også til udtryk i vores adfærd, hvor lidt over hver fjerde vurderer, at de har spist mere slik, chips og søde sager, ligesom lidt under hver fjerde vurderer, at de har dyrket mindre motion.
Peter Paulsen var altså ikke den eneste, der ramte en ond cirkel i foråret.
»Det hele var lort i forvejen, og coronaen boostede det bare,« siger han.
I april tog han derfor en beslutning. Der skulle ske noget nyt. Han meldte sig til et ophold på Ubberup Højskole, hvor han fem år tidligere havde været på et sommerkursus.
»Bare det at tilmelde mig gjorde, at nu havde jeg noget at kæmpe for. Nu havde jeg noget at se frem imod,« siger han og fortsætter:
»Nu skal jeg ikke lyde alt for dramatisk. Men det var lidt sådan: Det var Ubberup – ellers kunne jeg lige så godt lægge mig til at dø.«
TIP OS: Har du taget et stort valg under corona, der har ført dit liv i en ny og bedre retning? Så send os gerne en mail på sija@bt.dk
Det var den eneste løsning. Han var nødt til at få hjælp.
»Jeg forventede, at nu skulle jeg op og tabe en masse kilo,« siger han.
Og det gjorde han også. Siden april er der røget præcis 20 kilo af kampvægten.
»Men man finder også ud af, at der er en grund til, at man bliver stor. Det er min måde at slukke nogle følelser på. Så det har været vigtigt for mig at finde ud af, hvad det er, der aktiverer de negative følelser,« siger han.
Er du blevet klogere på det?
»Ensomhed,« svarer Peter Paulsen og holder en lille pause, før han fortsætter:
»Mit største problem er, at det har været selvvalgt ensomhed.«
For Peter Paulsen har venner. Han har mulighed for at være sammen med nogle mennesker, men han har ofte valgt dem fra for at sidde alene hjemme og være ensom.
»Jeg har sagt nej til mange ting, hvor jeg nærmest har set det som en sejr, at jeg slap for det. Og jo flere invitationer man siger nej til, jo færre får man.«
Det var ikke, fordi han ikke ville se sine venner. Det var en form for selvsabotage.
»Jeg fortjener ikke at have det godt. De kan finde andre, der er sjovere at være sammen med end mig,« siger han.
Det selvbillede forsøger han nu på højskolen at arbejde med. Når han kigger på sig selv i spejlet, prøver han at sige til sig selv: »Jeg ser godt ud. Jeg er okay for mig.«
»Så længe jeg er tilfreds med mig selv, er det et stort skridt,« siger han.
På højskolen er mange ting trukket ud af ligningen, så han har overskud til at fokusere på sig selv, og hvad han vil med sit liv.
Der er ingen arbejdsgiver, som han skal stå til ansvar for. Maden bliver serveret, så han ikke skal tænke på, hvad han spiser. Og så er der hele tiden andre, som han kan lave noget med.
»Jeg er beskæftiget hele dagen og når ikke at kede mig,« siger han.
Og selv de svære følelser har han fundet en måde at tackle. Han går en lang tur med musik i ørerne eller styrketræner.
»Når jeg træner, får jeg tænkt tingene igennem på en anden måde, fordi min krop er distraheret,« siger han.
Han er fuldt bevidst om, at højskolen er en boble, som ikke varer evigt.
Er du bange for at blive ensom, når du kommer hjem igen?
»Jeg ved jo, jeg har en masse venskaber og masser af mennesker, som gerne vil mig. Jeg er bare nødt til at vise dem, at jeg stadig er interesseret i at være en del af deres liv,« siger Peter Paulsen.
Er det lettere nu?
»Det føles mere overskueligt. Mit selvværd og selvbillede er blevet pænere. Vi er ikke i mål, men jeg kan mærke, at det er en anden person, der står her nu, end ham, der ankom. Og det kommer de også til at kunne mærke derhjemme,« siger han og fortsætter:
»Der er noget mere gejst. Jeg har en energi og lyst til, at vi skal lave noget sammen. Jeg vil være ham, der inviterer til bowling eller en tur på gokartbanen, i stedet for ham, der bliver inviteret for så at brænde det af.«
Alene at turde deltage i en artikel i et landsdækkende medie er for ham et bevis på, at han har rykket sig.
»Det er mega-grænseoverskridende, når man er så introvert, som jeg er. Men jeg håber, at jeg kan være med til at inspirere nogle andre, der sidder fast hjemme foran computeren, til at se, der er mere i livet,« siger han.
Det er ikke sådan, at sofa, computer og junkfood nu er dømt helt ude af hans liv.
»Jeg vil ikke slette de ting i mit liv. Jeg vil bare finde en balance, hvor jeg kan administrere det og leve et godt liv med det,« siger han.
