'Hvad bilder I jer ind, SAS? Hvornår tager I ansvar for jeres uretmæssige handling?'

Sådan skriver Peter Møller på SAS' Facebook-side, efter han har været ude for en 'rystende' oplevelse, da han rejste med dem.

I opslaget, han skrev 15. januar, afkræver han dem svar. Han påstår, at SAS-kabinepersonale tog hans bærbare computer, og han vil gerne have den tilbage.

'Jeg kom med flyveren fra New York i morges, og da vi lander, konstaterer jeg, at min laptop var forsvundet,' starter han med at skrive:

'Jeg spørger folk omkring mig, om de har set den, men ingen havde set den. Jeg henvender mig til kabinepersonalet, der kan fortælle mig, at den jo lå på sædet (ved siden af mig), og derfor havde de taget den og afleveret den til gaten inden afgangen fra New York.'

Peter Møller skriver, at han ikke bemærkede, at computeren blev taget, fordi han straks satte en film på, da han indtog sin plads i kabinen.

'Jeg sagde, hvorfor spurgte I ikke, hvis laptop det var, eller om nogen manglede den – men fik bare det arrogante svar, at det var ikke deres problem. Den lå der, og derfor blev den taget af flyet, og nu var det mit eget problem at få fat i den.'

Han bad om at få en kvittering på, at de havde taget computeren, men det nægtede de angiveligt at give.

Oplevelsen har tydeligvis sat sine spor hos Peter Møller, der over for B.T. kalder det for en 'skrækkelig oplevelse'.

Det fremgår også klart af opslaget på Facebook, hvor han skriver:

'Jeg er så rystet over, at det i det hele taget kunne lade sig gøre. Både at man som kabinepersonale bare gør dette, men samtidig opfører sig sådan over for sine kunder.'

Det fremgår af opslaget, at han har været i kontakt med SAS' bagageafhentning for at få sin computer tilbage.

Han fik at vide af dem og fra SAS' kundeservice, at de ikke kunne hjælpe med at finde computeren.

Derfor tog han kontakt til Newark Lufthavns hittegodskontor, som heller ikke kunne finde computeren. Dermed blev sagen lukket fra den amerikanske lufthavns side.

De oplyste derimod, at glemte ting bliver leveret tilbage til det pågældende flyselskab, hvilket måtte betyde, at SAS havde modtaget computeren. Men så var han tilbage ved status quo.

'Jeg står nu magtesløs og uden mit arbejdsværktøj, som jeg bruger professionelt hver dag. SAS, der bare tog den, er fuldstændigt ligeglade og vil ikke hjælpe. Alle ved, at I tjener penge på os forretningsrejsende – og så opfører I jer sådan. Hvad bilder I jer ind, SAS?' Hvor er min laptop ? Hvornår tager I ansvar for jeres uretmæssige handling og bringer den retur til mig?'

Peter Møller oplyste til B.T. torsdag middag, at han på daværende tidspunkt ikke have fået sin bærbare computer igen. Men at det i sidste ende handler om SAS' kundeservice eller mangel på samme.

Til gengæld har han også været i en længere dialog med SAS over deres Facebook-side, hvor han skrev sit opslag.

Her kan du se e-mailsvaret fra lufthavnen i Newark Lufthavn.
Her kan du se e-mailsvaret fra lufthavnen i Newark Lufthavn.
Vis mere

I første omgang forklarer en person fra SAS, der underskriver sig selv som 'Alice', at hittegods bliver overleveret til politiet i København.

Herefter påpeger Peter Møller, at det ikke var i København, men i USA, at computeren blev taget af SAS' kabinepersonale.

Til det lyder svaret fra en 'Dennis', at SAS ikke kan gøre mere i denne omgang, hvis hittegodskontoret i Newark ikke kan finde computeren.

Hele fem gange spørger Peter Møller i forskellige variationer, om det kan passe, at en SAS-medarbejder kan tage en bærbar computer fra en passager uden at dokumentere, hvor den er afleveret.

Femte gang var en slags lykkens gang for ham.

'Hej, Peter. Da vi på Facebook-teamet ikke kender til rutinerne, som flyvningerne har, så kan vi heller ikke svare på dette spørgsmål. Du kan henvende dig til kundeservice, som kan følge op på, hvad der er sket.'

Over for B.T. forklarede SAS i første omgang torsdag, at:

»Vores førsteprioritet er altid sikkerhed. Da vores crew bliver gjort opmærksom på, at der ligger en pc på et tomt sæde, spørger de ud for at høre, hvem den tilhører. Da der ikke er nogen, der henvender sig, tager de den af flyet,« siger fungerende pressechef Kristian de Place Gamborg Hansen og slår fast:

»Vi er selvfølgelig ved at undersøge, hvor pc'en er blevet af.«

Han understreger desuden, at personalet har fulgt de interne regler i situationen.

»Vi er kede af at høre, at passageren har en oplevelse af at have fået en arrogant behandling. Men det er vigtigt at understrege, at personalet ifølge vores sikkerhedsprocedure skal fjerne pc’en, når de ikke ved, hvem den tilhører,« siger Kristian de Place Gamborg Hansen.

Torsdag aften oplyste den fungerende pressechef, at man havde fundet Peter Møllers bærbar, og at han er gjort opmærksom på det. Han tilføjer:

»Vores kabinepersonale har til fulde fulgt de sikkerhedsprocedurer, vi har, i en sådan situation. Vi er kede af at høre, at passageren har en oplevelse af at have fået en arrogant behandling, men det er vigtigt at understrege, at personalet ifølge vores sikkerhedsprocedurer skal fjerne pc’en, når ikke de ved, hvem den tilhører. Der er i denne situation sket det, at passageren havde lagt sin pc på den anden side af midtergangen, og da ingen vedkender sig ejerskabet, da personalet spørger ud i flyet, ender man så med at offloade genstanden.«