Politiets Efterretningstjeneste (PET) har afsløret Rusland i konkret planlægning og forberedelse af sabotage mod Danmark. 

Det skriver Berlingske

PET fortæller til mediet, at det særligt er virksomheder i forsvarsindustrien med tilknytning til militærhjælp til Ukraine, som har været et mål for dem. 

»Det er en så konkret udpegning og forberedelse, at vi ser det nødvendigt at gå ud med beskeden om, at det er en trussel, man skal tage alvorligt,« siger Emil Græsholm, chef for kontraspionage hos PET, til Berlingske.

Tidligere har det lydt, at PET er opmærksomme på, at Danmark kan blive et potentielt mål for Rusland. 

Men det er første gang, at de er taget på fersk gerning i forberedelserne.

PET-chefen fortæller til Berlingske, at billedet lige nu er så alvorligt, at PET ser det som en nødvendighed at råbe op.

Politiets Efterretningstjeneste råber nu vagt i gevær, efter afsløringer om russisk sabotage i Danmark. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Også Dansk Industri (DI) tager udmeldingen meget alvorlig, skriver de til B.T.

»DI tager PET’s vurdering alvorligt og er i tæt dialog med de relevante myndigheder,« skriver chef for samfundssikkerhed og beredskab i Dansk Industri, Rasmus Anderskouv til B.T.

I dag er den sikkerhedspolitisk virkelighed et sted, hvor trusler i højere grad end tidligere kan få betydning for de enkelte virksomheder. 

Det kan ifølge Rasmus Anderskouv skærpe opmærksomheden.

»Det ændrede trusselsbillede kalder på skærpet opmærksomhed hos virksomhederne, men også på ro og proportionalitet. Vi skal tale om truslerne i øjenhøjde og meget konkret, så vi undgår at skabe unødige bekymringer,« skriver han til B.T.

Men det er ikke kun virksomheder, som er udsat for russisk spionage.

Ifølge Emil Græsholm er helt almindelige danskere nemlig blevet forsøgt rekrutteret til russiske opgaver.

Ifølge Berlingske sker rekrutteringsforsøgene digitalt på eksempelvis tjenesten Telegram ved at bagmændene beder om fotos af eksempelvis bestemte virksomheder eller lasttransporter.

Det kan hjælpe russerne med rekognoscering, og derfor er det vigtigt, at man kontakter politiet, hvis man støder på den slags opgaver.

»Budskabet er ikke, at man skal være bange, hverken som nabo til en virksomhed eller som almindelig borger. Vores budskab er, at vi kan se, at man uforvarende kan indgå i Ruslands planlægning af sabotage,« siger Emil Græsholm.

Han kan ikke sætte tal på, hvor mange sager der er tale om, men han fortæller til mediet, at det er PETs vigtigste indsatsområde.