Jeg står 100 procent inde for efterforskning af lækagesagerne, siger PET-chefen Finn Borch Andernsen.

Sådan lyder det fra PET-chef Finn Borch Andersen, der i en pressemeddelelse udtaler, at han tager ansvaret for efterforskningen lækagesagerne, der førte til anholdelse af Lars Findsen og tre medarbejdere fra FE.

»Det var således også min og PET's – og ingen andres – beslutning at igangsætte en efterforskning af omfattende lækager fra efterretningstjenesterne, som førte til anholdelserne i december 2021. Der var tale om en bred efterforskning, som jeg står 100 procent inde for.«

»At en af de mistænkte viste sig at være den hjemsendte chef for FE var naturligvis en usædvanlig situation, og en situation, jeg gerne havde været fri for,« siger Finn Borch Andersen, der også siger, at det er absurd, at der skulle være politiske eller personlige motiver bag håndteringen af sagerne.

Onsdag meddelte anklagemyndigheden, at sagerne mod den suspenderede spionchef og tidligere V-minister blev droppet på grund af Højesterets kendelser om delvist åbne døre i begge sager.

Siden har justitsministeren udtalt, at regeringen vil udvide FE-kommissionsundersøgelse på baggrund af spekulationer og konspirationsteorier om personlig og politisk motivation i håndtering af sagerne.

Claus Hjort Frederiksen har udtalt, at han mener, at det Statsministeriets departementschef Barbara Berthelsen, der reelt har trukket i trådene, mens Lars Findsen i sin bog 'Spionchefen' beskriver et meget anstrengt forhold mellem ham og departementschefen.

Men det fejer PET-chefen helt af banen.

»Vi efterforsker de sager, vi skal efter loven. Det er kernen i en retsstat, og ærlig talt mener jeg, at antydningen af, at hele sagen skulle være drevet af personlige eller politiske hensyn, er absurd.«

»Jeg holder efter PET-loven justitsministeren underrettet om forhold af væsentlig betydning inden for efterretningstjenestens virksomhed, og om vigtige enkeltsager. Det ændrer ikke på, at jeg igangsatte efterforskningen, og ingen fra politisk eller ministerielt niveau på noget tidspunkt har påvirket, hvordan PET's efterforskninger er blevet gennemført, eller om den skulle igangsættes.«

Opdateres …