Det er PET-chef Finn Borch Andersen, der har spillet en af hovedrollerne, når der skulle gives politiske briefinger om Lars Findsen-sagen.

Nu afslører dokumenter, Berlingske har læst, og samtaler, som mediet har haft med en række kilder, der har kendskab til sagen, at det er meget, meget private detaljer, PET-chefen har formidlet videre til partiledere under lukkede møder.

Han har blandt andet oplyst, at S/M, sadomasochistisk sex, indgår som en del af sexlivet hos den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

I Berlingskes dækning af sagen beskrives det også, at Finn Borch Andersen har forsøgt at fremstille Lars Findsen som en person, der kan finde på at stjæle andres cykler.

Det er via totalovervågning af Lars Findsen i hjemmet, at Finn Borch Andersen har fået kendskab til Lars Findsens sexliv og en episode, hvor han har taget nogle kasserede cykler. Overvågningen er sket på baggrund af mistanke og senere sigtelse for at have lækket statshemmeligheder.

Ifølge Berlingskes oplysninger indgår hverken S/M eller cyklerne som en del af sigtelsen mod Lars Findsen.

»Det kunne se ud, som om briefingerne mere har haft karakter af tilsværtning end saglig behandling af sagen,« siger Lasse Lund Madsen, professor i strafferet ved Aarhus Universitet, til Berlingske.

Lasse Lund Madsen har fulgt FE-sagen tæt, og det samme har Jacob Kaarsbo, tidligere chefanalytiker i FE, som betegner Finn Borch Andersens omtale af Lars Findsens sexliv som dybt problematisk. Han understreger også, at oplysningen på ingen måde er relevant for den verserende straffesag.

PET-chef Finn Borch Andersen skriver til Berlingske, at han hverken kan be- eller afkræfte, hvilke og hvilken type fortrolige briefinger der har været afholdt. Han kan heller ikke oplyse, hvad indholdet i givet fald har været. Han kan dog afvise, at der er blevet videregivet oplysninger, som ikke har været saglige og relevante.