Politiets Efterretningstjeneste (PET) er netop nu til stede i Grønland.
Og det er der en helt særlig grund til, oplyser efterretningstjenesten til B.T.
Årsagen er nemlig, at efterretningstjenesten sammen med de grønlandske myndigheder arbejder for at modvirke eventuel påvirkning af det grønlandske valg.
»Myndighederne, herunder PET, arbejder løbende på at ruste samfundet mod truslen fra kræfter i udlandet, der forsøger at påvirke vores demokratiske processer,« oplyser PET i en skriftlig kommentar til B.T.
»Arbejdet foregår blandt andet i den tværministerielle Taskforce Påvirkning, og som led i dette arbejde er PET aktuelt til stede i Grønland i forbindelse med valget,« tilføjer PET.
Efterretningstjenesten afviser dog at svare på opfølgende spørgsmål om det konkret omfang af deres tilstedeværelse og indsats samt hvad det er for en påvirkning, som man frygter kan finde sted.
Den omtalte Taskforce Påvirkning blev nedsat i 2018 for at styrke indsatsen mod eventuel udenlandsk påvirkning af danske valg og demokratiet.

