En person er omkommet, efter vedkommende mandag aften er blevet ramt af et tog på strækningen mellem Hedehusene og Trekroner på Sjælland. Det oplyser Københavns Vestegns Politi til B.T.

På Twitter er politiet ude og beskrive påkørslen, som man lige nu er i gang med at efterforske.

»Vi kan sige, at en person er ramt af et tog og er afgået ved døden. Vi kender ikke yderligere til de nærmere omstændigheder,« siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Lars Jørgensen.

»Vi arbejder på stedet nu, men mere ved jeg ikke,« siger Lars Jørgensen, der klokken 22.05 fortæller til B.T., at man er i gang med at underrette de pårørende.

Politiet ved endnu ikke, om der er tale om en ulykke, eller om der er andre omstændigheder i forbindelse med påkørslen.

Efter personpåkørslen er togdriften på strækningen igen optaget, oplyser politiet.

B.T. følger sagen.