En eftermiddag i februar fyrede Pernille Neess Blix op i brændeovnen i villaen på Fyn. Da ilden havde fat, fik hendes syvårige søn William lov at kaste sin danskbog ind i flammerne.
»Fra nu af bestemmer vi selv,« sagde Pernille Neess Blix.
Den dag valgte hun og hendes mand at tage deres børn ud af den lokale folkeskole. Siden har hun selv undervist Alberte på 10 og William på syv år derhjemme.
I månederne inden havde William, der gik i 1. klasse på den lokale folkeskole i Otterup på Fyn, kæmpet med at lære de 120 hyppigst brugte ord at kende. 20 minutter hver dag skulle han øve sig i ord som lige, lille, løbe, lidt. Han hadede det.
'Mor, hvorfor skal jeg lære det her,' spurgte han.
Hendes bedste svar var: 'Det skal du bare'. Men spørgsmålet satte tankerne i gang.
»Ingen forskning viser, at den bedste måde at lære børn noget på er at sætte dem ned i et firkantet rum og forklare dem ting. Men det er klart den letteste måde,« siger Pernille Neess Blix.
Hun synes, at mængden af nationale test og kompetencemål i folkeskolen ikke levner plads til de individuelle behov, som skolen bør tilgodese.
»Lærerne skal kunne vinge af, at børnene har lært det og det, men ingen måler på, om stoffet hænger fast.«
»Vi vil gerne have selvstændige og robuste unge mennesker. Men i mine øjne fratager folkeskolen børnene deres selvstændighed. De får bøger og opgaver serveret på et sølvfad og lærer at gøre, hvad der bliver sagt. Men man forsøger at gøre dem alle sammen ens.«
»Da min datter var ni år, sagde hun, at lærerne forsøgte at gøre hende til en robot,« fortæller Pernille Neess Blix, der efterlyser en debat om skolesystemet.
En rapport fra Undervisningsministeriet fra marts 2018 viser, at 475 danske børn undervises hjemme. Ifølge fremtidsforsker Anne-Marie Dahl er hjemmeundervisning en såkaldt 'mikrotendens', for det er en mulighed for ganske få.
De, der vælger det, gør det ofte som en reaktion på et samfund og en folkeskole, hvor det 'går lidt for stærkt'. Men mange tendenser begynder netop som mikrotendenser, forklarer hun.
»Når forældre f.eks. reagerer på, at der er for meget stress i skolen, så bliver skolen inspireret og optager tendensen, så forældrene igen føler, at der er plads til dem. Det kan f.eks. være ved at oprette stilleklasser for at hjælpe de børn, der ikke trives i skolens larm.«
51 procent af de forældre, der har valgt hjemmeundervisning, siger i Undervisningsministeriets rapport, at deres børn mistrivedes i skolen. Det gjaldt også Pernille Neess Blix' børn.
»Jeg arbejder med stressramte og kunne mærke de samme tegn hos mine børn.«
I efteråret 2018 havde Alberte flere sygedage hver måned, hvor hun blev i sengen med hoved- og mavepine. Hun havde tics, det sortnede for hendes øjne, og ofte havde hun ikke overskud til veninder efter skole, men gik direkte hjem i seng.
William reagerede anderledes. Han blev aggressiv – og selv små krav, som at han skulle vaske hænder, kunne ende i trusler om, at han ville slå sine forældre ihjel.
»Når jeg hentede ham efter skole kl. 14, kunne jeg næsten ikke nå at lukke døren til bilen, før han brød sammen. Han flippede fuldstændigt ud og var konstant kortluntet.«
»Når børnene reagerer, ser vi fejlen hos dem. Vi sender dem til psykolog og læge og gør børnene til syndebukke i stedet for at se, at skolesystemet er fejlen. Men i mine øjne var der ingen tvivl om, at børnenes kroppe var på overarbejde.«
Både Alberte og William kunne godt lide skolen, og de kunne godt lide deres lærere, men det var tydeligt for Pernille Neess Blix, at de ikke havde det godt:
»Hvis jeg arbejdede i otte timer, og min chef bestemte, hvordan jeg skulle sidde, hvad jeg skulle lave, og hvornår jeg måtte drikke vand, så ville jeg også blive stresset og sige op. Men børn kan ikke sige op.«
Hun havde aldrig tænkt, at hjemmeundervisning var en mulighed. For folkeskolen var normen, og den løsning havde forældrene valgt i 'fuld tillid til, at det var det rigtige'.
William var lige fyldt fem år, da han begyndte i skole og kom i en klasse med 35 elever.
»Godt nok var der to lærere, men det ændrede ikke på rum-akustikken. Der var larm og støj – og han skulle sidde ned – hele dagen. Men børn er ikke skabt til at sidde stille.«
I dag er William ved at bygge et shelter i familiens have. Det lærer ham bl.a. noget om geometri og matematik, og Alberte har netop skrevet en historie om sin sommerferie, hvor de har øvet kommareglerne.
Under familiens sommerferie kom de til at tale om Hitler og Anden Verdenskrig. Tidligere ville Pernille Neess Blix have fortalt, hvad hun lige kunne huske, men nu aftaler de, at emnet skal undersøges, når de kommer hjem.
»Siden har vi undersøgt, hvad de gerne vil vide, hvorfor de gerne vil vide det, og hvordan de kan finde frem til den viden. Mine børn vil ikke lære gennem en bog, og jeg giver dem ikke svarene, de skal lære at reflektere selv.«
Derfor har de været på besøg i en bunker, været på krigsmuseum, og Alberte planlægger et interview med en 93-årig kvinde, hvis mand var frihedskæmper.
Der er krav til hjemmeundervisere. Børnene skal som minimum have undervisning i matematik, dansk og engelsk.
»De tre fag har vi bestilt bøger i, og vi er under tilsyn fra kommunen.«
I skolen var William 'i slåskamp i hver pause, for han havde ikke overskud til at håndtere konflikterne’.
Nu har børnene energi til legeaftaler om eftermiddagen og har 'aldrig leget så meget som nu'. Men det har også konsekvenser at fravælge fællesskabet.
»Mine børn bliver ikke længere inviteret til alle fødselsdage. Det skal de lære at rumme. Ligesom de skal rumme, at selvom vi synes, at det her giver mening for os, så er der andre, der synes, at vi er idioter.«
Da Pernille Neess Blix hjalp sin søn med at brænde sine bøger, ville hun give dem en pause, inden de skulle tilbage i deres klasser.
»I dag kan jeg sagtens forestille mig, at de er hjemme hele vejen. Det kan også være, vi finder en friskole – men de kommer aldrig tilbage i folkeskolen.«
