I november skete der noget ganske usædvanligt på Bornholm.

På fødegangen i Rønne var en vaskeægte jomfrufødsel i gang. 35-årige Pernille Tove Boldemann var på vej til at blive mor uden nogensinde at have været sammen med en mand.

»For mig er det vigtigt, at den første gang bliver med den fyr, som jeg skal leve resten af livet med,« fortæller hun.

Men den fyr lod vente på sig, og med et hastigt tikkende biologisk ur og et løfte til sin døende morfar besluttede hun derfor at tage sagen i egen hånd.

»Jeg har vidst, lige siden jeg var 13 år gammel, at jeg skulle være mor, men jeg kunne ikke blive ved med at vente på den rette. Så jeg tænkte, at jeg ikke behøvede fyren. Det ville jeg godt kunne klare selv,« fortæller hun.

Emma bliver 11 uger i morgen. Foto: Privat
Emma bliver 11 uger i morgen. Foto: Privat

Selvom jomfrufødslen vækker mindelser til biblen, så har der dog ikke været nogen helligånd på spil. Til gengæld er Pernille blevet insemineret med donorsæd på Rigshospitalet.

Hun blev gravid i første forsøg, og lørdag bliver hendes datter, Emma, 11 uger.

»Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Det var helt uvirkeligt, da jeg fik hende i armene. Hun kiggede på mig med sine store gråblå øjne, og så var jeg bare solgt,« fortæller hun stolt, mens Emma grynter let i baggrunden.

Dermed har hun også levet op til det løfte, hun gav sin morfar, før han døde pludseligt i 2017. De to boede sammen til det sidste, og han ønskede, at slægten skulle føres videre. Derfor blev han også både glad og stolt, da hun fortalte ham, at hun havde besluttet sig for at blive mor.

Pernille og Emma bor alene sammen i morfaderens gamle hus i Rønne. Foto: Privat
Pernille og Emma bor alene sammen i morfaderens gamle hus i Rønne. Foto: Privat

»Han glædede sig til at skulle ud og køre med barnevogn. Jeg ærgrer mig over, at han ikke fik lov at opleve det. Men jeg tror, han følger med fra der, hvor han er,« fortæller hun.

Pernille Tove Boldemanns forhold til sin morfar var helt specielt. Hun mistede sin mor som kun toårig, og da hun efterfølgende flyttede hjem til sin far, begyndte en tilværelse fyldt med svigt. Det var først, da hendes morfar slog igennem og fik tilkendt forældremyndigheden, at hun fik ro.

»Han var både en mor og far for mig. Han gav mig det hele, og jeg sagde også til ham, at det var derfor, jeg kaldte ham morfar og ikke bedstefar. Fordi han udfyldte begge roller,« fortæller hun.

Desuden har Pernille Tove Boldemann gode veninder, der støtter hende, og derfor har hun heller ikke nogen betænkeligheder ved at være alene om at opfostre Emma.

Kommer den rette fyr, så er det rart nok. Men nu har jeg det vigtigste

»Det lyder, som om det at være alenemor er et slags tabu, og det, synes jeg, er synd. For det er ikke et tabu – jeg synes, det er sejt at gøre det selv. Jeg synes ikke, jeg står svagere, og jeg er stolt over at være mor,« siger hun.

Det er også nogenlunde det svar, hun giver, når hun en sjælden gang møder folk, der er uenige i hendes tilgang til forældreskabet. Selvom hun primært møder respekt for sin beslutning, har hun også fået en enkelt negativ kommentarer på Facebook.

»Der var en mand, der skrev, at det ikke var meningen, at alle skulle have børn. Han mente, det ville ødelægge barnet, hvis jeg fik det alene. Men jeg svarede, at det ville ødelægge barnet mere, hvis man blev skilt,« siger hun og fortsætter:

»Jeg er selv vokset op med kun én forælder, og det har været rigtig godt. Og jeg tror på, at jeg nok skal kunne gøre det samme,« siger hun.

Pernille har valgt en åben donor, så Emma kan kontakte ham, når hun bliver 18 år. Foto: Privat
Pernille har valgt en åben donor, så Emma kan kontakte ham, når hun bliver 18 år. Foto: Privat

Derfor er hun heller ikke i tvivl om, at Emma skal være storesøster. Udgangspunktet er, at det skal foregå på samme måde med insemineret sæd fra den samme donor.

Det skræmmer hende heller ikke med endnu en jomfrufødsel, for sex med en mand er ikke noget, hun har behov for.

»Nej. Det er ikke noget, jeg føler er nødvendigt. Kommer den rette fyr, så er det rart nok. Men nu har jeg det vigtigste. Hun skal nok gå hen og få den bedste fremtid, som andre børn kan få,« siger den nybagte mor.