Per Sleimann troede ikke helt på det, selv om hun lå dér lige foran ham i hospitalssengen med slanger i næsen.
Gennem 47 skønne år havde de været først kærester og derefter mand og kone, men nu stod Per pludselig og skulle sige farvel til sin Inge.
Han husker, at han aede hende på kinden, men hvilke ord han fik fremstammet til sin døende kone, er fuldstændig slettet fra hukommelsen.
Og sådan er det nærmest med samtlige de fire timer, som Per brugte på Odense Universitetshospital, efter han pludselig blev vækket i sit hjem i Ribe.
Vi skal tilbage til søndag 28. juni.
Per ligger og sover alene i sin seng, fordi hans kone, Inge, har hjulpet sin svigerinde med noget og derfor kommer senere hjem.
Men pludselig bliver den 74-årige mand vækket brat ved, at der bliver trykket på dørklokken, og da han åbner sine øjne, kan han også se et blinkende lys.
»Jeg sprang op, for jeg troede, at det brændte, men da jeg kommer ud til døren, står der to unge betjente. De fortæller, at Inge er indlagt på Odense Universitetshospital efter en frygtelig ulykke. Og så går klappen bare ned,« fortæller Per Sleimann, der kun har ros tilovers for de to betjente, til B.T.
Der er en times kørsel fra Ribe til universitetshospitalet, og den time brugte Per på bagsædet af en politibil med 170 kilometer i timen mod den fynske by.
Undervejs blev han klogere på, hvad der præcis var sket.
Inge havde siddet i en Citroën med sin nevø Mads Hoppe og hans mor, Anne Marie Hjort, da en Porsche Cayenne med 154 kilometer i timen havde torpederet dem ved et T-kryds på Assensvej.
Lægerne kæmpede for Inges liv på Odense Universitetshospital, og Per måtte sidde og vente i knap fire timer, før en læge kom ud og overrakte den værste af alle beskeder.
»Du og dine børn skal komme ind og sige farvel til Inge nu, for hun dør inden for et kvarter,« lød det.
Inde på hospitalsstuen ligger familiens hustru og mor med dyne over, mens hun får ilt fra en respirator.
»Det er løgn, det her,« husker Per, at han tænkte, da han stod der og skulle sige farvel til sit livs kærlighed.
Det var så surrealistisk, at det nærmest var umuligt at få ind i hovedet.
Men det var sandt, og fem minutter senere – klokken 05.02 – udåndede Inge.
To af Pers fire børn tog med deres far hjem, og der blev de, men den altoverskyggende sorg trin for trin med bearbejdet.
»Det var noget med at tage en sovepille, falde i søvn og så vågne efter en time. Det var umuligt at sove i starten, og jeg sover stadig ikke igennem i dag,« fortæller Per.
Næsten to uger efter blev en stor, hvid kiste båret hen ad kirkegulvet i Sct. Catharinæ Kirke i Ribe, hvor 225 mennesker var mødt op for at sige endegyldigt farvel til vellidte Inge.
Til begravelsen stillede Per sig også op.
»Denne dag vil i al evighed blive den sværeste dag i mit liv,« startede han sin tale, før han brugte flere minutter på at fortælle, hvorfor Inge var det bedste, der nogensinde var sket for ham.
»Jeg elsker dig – æret være dit minde,« lød de sidste ord fra Pers mund.
Begravelsen er ofte det sidste kapitel, før man som pårørende kan komme videre efter et dødsfald, men for Per var der stadig én ting, der skulle overstås:
Retssagen.
Den fandt sted i sidste uge, og der stod det ganske hurtigt klart, at bilisten i Porsche Cayennen havde kørt hensynsløst.
Speedometeret viste 154 kilometer i timen, da han ramte den sagesløse familie, han orienterede sig ikke, der var spiritus i blodet, og så stak han desuden af fra ulykkesstedet.
»Jeg fik at vide, at man kunne få op til otte år, så jeg tænkte, at han ville få det, fordi det var så hensynsløst, og fordi tre mennesker var døde,« fortæller Per.
Derfor troede han heller ikke sine egne ører, da dommen blev afsagt: tre års fængsel.
»Jeg var helt rystet, og jeg synes, det er så uretfærdigt. Jeg er rasende, chokeret og ked af det,« siger Per, der må stoppe halvvejs i sætningen, fordi tårerne presser sig på, og fortsætter:
»Jeg er jo revisor, så jeg kan godt regne, og når han har slået tre mennesker ihjel, svarer det til, at han har fået ét års fængsel for at slå min kone ihjel. Det gør sgu ondt.«
En af bilens andre passagerer, Mads Hoppe, var Anders Fogh Rasmussens personlige assistent, og derfor var den tidligere statsminister også fredag ude med en fordømmelse over for straffen.
I den forbindelse henviste Anders Fogh Rasmussen også til et borgerforslag, der netop har til hensigt at advokere for strengere straffe til 'vanvidsbilister, som dræber'.
Per ønsker derudover at skabe en debat, om hvordan man i højere grad kan forhindre vanvidskørsel, og her mener han, at man som pårørende har et stort ansvar.
»Alle, der kender til nogen, som kører i påvirket tilstand, bærer minimum et lige så stort ansvar som føreren, for hvad der eventuelt må ske,« slutter han.
