Per Skou Strandstoft fik sig noget af et chok, da han i foråret kom cyklende på sin mountainbike i Staurby Skov ved Middelfart.

For efter at have passeret en lille bakke stod han pludselig ansigt til ansigt med en gruppe mænd, der var »godt i gang«, som han selv beskriver det.

»Jeg tror, at den ene tisser, men så kan jeg hurtigt se, at det ikke helt er tilfældet, for de er i gang med at give hinanden blowjob,« siger Per Skou Strandstoft til B.T.

Med blikket rettet væk fra sexorgiet kørte Per smilende videre på sin mountainbikerute.

Da han kom hjem, satte han sig til tasterne og skrev et lettere humoristisk opslag på en privat mountainbikegruppe på Facebook, hvor han delte sin noget mærkværdige oplevelse.

Der var dog også en vigtig morale med opslaget.

»Det gjorde mig absolut intet at støde ind i det, og jeg synes jo, at folk skal dyrke deres lyster. Men jeg tænkte, at det lige så godt kunne have været en 13-årig pige, der cyklede forbi, og det ville ikke være så godt,« fortæller han.

Opslaget gik i foråret viralt, og i den forbindelse tog flere lokalmedier også sagen op.

Har du oplevet lignende? Så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.

Sagens kerne var, at én af de skitserede mountainbikeruter i Staurby Skov krydser det sted, hvor homoseksuelle mænd har haft årelange traditioner om at mødes og dyrke sex.

»De kom her først, og de skal da have lov til at dyrke sex derude, så jeg opfordrede til, at man kunne lave ruten om, eller at man i det mindste kunne tage stilling til det,« siger Per.

Og hvorfor taler vi så med ham i dag?

Jo, for i dag er der intet sket.

Per vælger med vilje ikke at cykle forbi stedet, men han hører fra andre medcyklister, at man i ny og næ støder på et sexorgie på det eksakte sted.

Og den del frustrerer den lycrabærende Per i voldsom grad.

»Enten skal mændene væk, eller også skal cyklisterne væk. Den nuværende situation er uholdbar, og jeg forstår ikke, at der intet er gjort ved det, siden sagen rullede i foråret,« siger Per.

Over for Fyens Stiftstidende oplyser Hanne Laursen, der er natur- og miljøchef i Middelfart Kommune, at man ved planlægningen af den specifikke mountainbikerute vurderede, at det ikke ville lede til problemer.

»Vi tænkte, at der kunne være plads til forskellige aktiviteter. Vi har ikke haft intentioner om at reservere dele af skoven til nogle bestemte. Vi vil gerne have, at alle kan komme overalt,« siger hun til lokalmediet.