Gruppen af 10 til 12 pensionister, der tirsdag morgen besatte Rehabiliteringshøjskolen i Risskov og lukkede personalet ude af bygningen, har stoppet besættelsen onsdag eftermiddag.

Det skriver TV2 Østjylland.

Besætteren Laila Sønderskov siger til TV2 Østjylland, at de ikke vil opgive kampen og senere vil melde noget officielt ud i en pressemeddelelse.

10 til 12 pensionister besatte Rehabiliteringshøjskolen tirsdag morgen klokken 6.00 og igen onsdag morgen samme tidspunkt.

Efter et møde har gruppen dog omkring klokken 14.30 onsdag valgt at ophæve besættelsen.

Protesten opstod efter utilfredshed over Aarhus Byråds beslutning om at nedlægge Rehabiliteringshøjskolen.

Metin Lindved Aydin (R) er Aarhus Kommunes rådmand for Sundhed og Omsorg.

Han forstår godt reaktionen på nedlukningen, men påpeger, at der ikke vil være økonomi til et lignende tilbud de næste fire år.

- Det kræver penge at bygge et nyt rehabiliteringscenter. Som konsekvens af sundhedsreformen skal vi af med rigtig mange millioner, og vi står til at skulle spare 185 millioner kroner, sagde han til Ritzau tirsdag.

Han henviste til, at der findes andre tilbud, man kan gøre brug af.

- Det er ikke sådan, at der ikke er nogle tilbud, men det bliver noget andet, end de er vant til. Al forandring er noget, der bekymrer, og det kan også bekymre os, sagde han.

Ifølge Metin Lindved Aydin (R) er det et nybrud i ældreaktivismen, at de valgte at besætte højskolen.

- Jeg synes faktisk, det er friskt. Jeg skal ikke opfordre til, at man begår selvtægt og besætter bygninger, men jeg synes, at det er modigt, sagde han.

"Højskolen kan ikke vække de døde, men de kan holde dem i live" og "I smider guld på gaden med jeres beslutning", stod der ifølge TV2 Østjylland på plakater i vinduerne.

Torben Blom er en af de pensionister, der besatte højskolen.

Han sagde til TV2 Østjylland tirsdag, at Rehabiliteringshøjskolen har været afgørende, efter at han har fået amputeret begge sine ben.

- Det har betydet, at jeg er blevet et menneske igen.

På Rehabiliteringshøjskolen i Risskov kan man blandt andet få støtte og vejledning af et sundhedsfagligt team.

Et ophold varer typisk to til fem uger, hvor man bor på stedet, skriver Aarhus Kommune på sin hjemmeside.

Rehabiliteringshøjskolen åbnede i 2018, men nedlægges igen i udgangen af 2026.

RITZAU