Hun sætter en lille musikafspiller på gulvet foran døren og låser den. Natalia Torres Di Bello skruer lidt op for lyden. Det gør hun altid, når snakken handler om manden, der er hendes bofælle og udlejer. Hun er bange for, at han lytter med.

»Sådan har det været, siden vi fandt ud af, at han beholder folks depositum,« siger hun.

De har også har købt en lås til døren for at kunne sove trygt om natten efter en række ubehagelige skænderier med udlejeren. I et af tilfældene kontaktede de politiet, fordi han forsøgte at tvinge sig adgang til deres værelser, forklarer de. Men det er ikke deres største problem.

Mindst 12 tidligere lejere har siden 2018 ikke fået deres fulde indskud tilbage fra udlejeren, når de har fraflyttet lejligheden. Det er derfor, at B.T. er taget til Frederiksberg for at konfrontere udlejeren, Morten D.

B.T. har tidligere forsøgt at få en kommentar fra udlejeren Morten D. Han ønskede dengang ikke at stille op til interview.
B.T. har tidligere forsøgt at få en kommentar fra udlejeren Morten D. Han ønskede dengang ikke at stille op til interview. Foto: B.T.
Vis mere

B.T. kender udlejerens fulde identitet, men har valgt ikke at offentliggøre den, da han teknisk set ikke har brudt loven. Netop derfor er lejerne også i klemme –de har prøvet alt.

Morten D. forsikrer, at han har tænkt sig at betale alle lejere tilbage. Men det har lejerne ingen tiltro til.

For det meste kommunikerer udlejeren kun på mail og opholder sig på sit værelse, hvor lyset er lukket ude med sorte poser for vinduet. Resten af de fem værelser i den 200 kvadratmeter store lejlighed på en af Frederiksbergs bedste adresser fremlejer han til hovedsageligt unge og studerende.

På papiret er værelserne drømmen for dem, som kæmper om pladserne på Københavns pressede boligmarked. Men kun på papiret, lyder det fra mange af hans tidligere lejere.

26-årige Natalia Torres Di Bello fra Colombia er i Danmark for at læse sin kandidat på Aalborg Universitet i København. Hendes oplevelse med det danske boligmarked og retssystem har chokeret hende. Foto: Mikkel Eskelund
26-årige Natalia Torres Di Bello fra Colombia er i Danmark for at læse sin kandidat på Aalborg Universitet i København. Hendes oplevelse med det danske boligmarked og retssystem har chokeret hende. Foto: Mikkel Eskelund
Vis mere

De har alle med stor bitterhed fortrudt deres underskrift på lejekontrakten. Det samme gjorde Natalia Torres Di Bello fra Colombia, som studerer i Danmark, så snart hun lærte Morten D.s fortid at kende. Hun frygter nu, at udlejeren heller ikke betaler hendes indskud tilbage.

De mange tidligere lejere vil gerne vide, hvorfor Morten D. uretmæssigt beholder deres depositum som sine lommepenge. For mange af dem er det mellem 30-40.000 kroner, som er forsvundet i et sort gældshul, som udlejeren retfærdiggør med undskyldninger og juridiske gråzoner.

Hos Lejernes Landsorganisation mener man derfor, at han systematisk udnytter systemet.

Flere af de tidligere lejere, som B.T. har talt med, kalder det for svindel uden konsekvenser. For sådan som reglerne er nu, kan udlejeren uhindret fortsætte med at fremleje værelser.

Samlet skylder Morten D. ifølge de tidligere lejere over 300.000 kroner, som han i mail påstår, han ikke kan betale tilbage.

Hver gang en ny lejer har afleveret nøglerne og fraflytter værelset, skriver Morten D. en formel mail om, at han er forhindret i at returnere pengene som lovet. Undskyldningerne er alt fra 'ekstraordinære situationer' og senest covid-19. Og så fremlejer han et af værelserne til en ny, som uvidende indbetaler indskud til hans private konto.

Løb rundt med jernstang

For tre år siden ville Anja Brus ønske, at nogen havde advaret hende om, at det kunne ske. Hun flytter ind i lejligheden på Rathsacksvej på Frederiksberg i oktober 2018, hvor hun selv straks opdager, at noget er galt. Mens Anja en dag ikke er hjemme, skriver en af de andre bofæller en bekymrende sms til hende.

»Jeg blev advaret om, at Morten løb rundt i lejligheden med en jernstang, fordi han troede, at der vil komme en tidligere lejer for at kræve at få sine penge.«

Anja Brus har ikke fået sit indskud tilbage, selvom der er gået to år, siden hun flyttede ud. Hun har affundet sig med, at hun formentlig aldrig ser dem igen.
Anja Brus har ikke fået sit indskud tilbage, selvom der er gået to år, siden hun flyttede ud. Hun har affundet sig med, at hun formentlig aldrig ser dem igen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Samtidig mærker Anja Brus en væmmelig stank i lejligheden, som ikke var der under fremvisningen. Lugten har flere lejere senere også bekræftet som stærkt generende.

Efter kun en uge opsiger Anja lejemålet, og tre uger senere har hun pakket sine papkasser og er flyttet ud. Værelsets stand er uændret på den korte tid, og udlejeren bekræfter i en mail, at hun derfor får sit fulde depositum tilbage. Pengene ser Anja dog aldrig skyggen af.

»Siden har jeg ikke hørt fra ham. Han svarer slet ikke på mine mail.«

I dag har Anja Brus opgivet at få sine 38.000 kroner tilbage. Andre lejere har forgæves forsøgt at få hjælp fra både Fogedretten, Huslejenævnet, ejendomsselskabet og politiet. Hos Lejernes Landsorganisation i Hovedstaden fortæller man, at sager om depositum er stigende, og at denne udlejer er en genganger.

»Vi har haft fem sager på den adresse det seneste år,« siger direktør Claus Højte.

Han tænker højt, mens han læser de forskellige sager igennem på sin computer.

»Antallet af sager viser, at det er en umoralsk person, som har fundet ud af, hvordan han kan udnytte reglerne. Udlejeren kan bare sige, at han ikke har nogen penge, og så slipper han.«

Mindst tre lejere har anmeldt Morten D. for bedrageri, men sagerne ligger et år senere fortsat i dvale hos Københavns Politi. Det samme gør den anmeldelse, som Lejernes Landsorganisation lavede på vegne af flere af deres medlemmer tilbage i september 2018. Det er nu to et halvt år siden, og sagen har for længst passeret forældelsesfristen.

Natalia Torres Di Bello og veninden Laura Milena Forero, som læser sin ph.d. på Københavns Universitet, har boet i lejligheden på Frederiksbeg med deres kærester. Nu har de alle fire fundet en ny lejlighed sammen.
Natalia Torres Di Bello og veninden Laura Milena Forero, som læser sin ph.d. på Københavns Universitet, har boet i lejligheden på Frederiksbeg med deres kærester. Nu har de alle fire fundet en ny lejlighed sammen. Foto: B.T.
Vis mere

Ejendomsselskabet Heimstaden, som ejer lejelejligheden på Frederiksberg, kender også til sagen og forstår frustrationen hos dem, som Morten D. har fremlejet værelser til. Men de kan intet gøre. Lejeloven beskytter ham, fordi han ikke har overtrådt sin kontrakt med selskabet.

Og hvordan stiller det de mindst 12 tidligere beboere, som samlet mangler 300.000 kroner?

»Det er næsten umuligt at få pengene tilbage, og det er et problem,« siger Claus Højte.

Lejer man kun et værelse, er man dårligere stillet, end hvis det er en lejlighed. Samtidig har udlejeren Morten D. erklæret sig insolvent i Fogedretten og fastholder over for sine lejere, at han har tænkt sig at betale dem tilbage på et tidspunkt.

I en mail til en lejer skriver Morten D. i april 2018, at: 'Du kan være sikker på, at du får dit samlede tilgodehavende tilbage.' To år senere mangler lejeren dog stadig at få over 30.000 kroner af sit indskud tilbage.

B.T. er kun bekendt med én lejer de seneste to år, som har fået sit fulde indskud tilbage. Philip Lytjohan, som opsagde sit værelse i slutningen af 2019, mener selv, at det kun skyldes hans trussel, i tilfælde af at udlejeren forsøgte det samme som med de andre.

'Jeg har taget kontakt til en række personer, som ser frem til at møde dig, og de snakker kun med knojern og bat,' skrev Philip Lytjohan i en mail til Morten D.

Flygter fra B.T.

Den sidste søndag i januar er Natalia Torres Di Bello og hendes kæreste samt et andet par for sidste gang i lejligheden for at aflevere nøglerne. De vil samtidig gerne vide, hvornår de får deres indskud tilbage og banker derfor på døren til Mortens værelse, men han åbner ikke.

Udlejeren Morten D. ønskede ikke at tale med B.T., som flere gange forsøgte at stille ham spørgsmål. Du kan læse den første historie og se videoen HER.
Udlejeren Morten D. ønskede ikke at tale med B.T., som flere gange forsøgte at stille ham spørgsmål. Du kan læse den første historie og se videoen HER. Foto: B.T.
Vis mere

En time senere står de to par på gaden foran ejendommen og taler med B.T., da udlejeren Morten D. pludselig kommer gående med en kop kaffe i hånden.

I samme øjeblik han ser sine tidligere lejere og B.T., vender han om med hurtige skridt. Og B.T. følger efter ned ad Gammel Kongevej, som du kan se i videoen øverst i artiklen.

Morten? Jeg er journalist på B.T. Jeg vil gerne stille dig nogle spørgsmål om udlejning. Jeg har talt med en del af dine lejere, som siger, at du ikke betaler deres depositum tilbage?

Udlejeren stopper ikke for at svare, men sætter tempoet op og undgår at vende sig om.

Morten? Har du tid til lige at stoppe og tale?

Til sidst forsvinder han over lyskrydset og hen på den anden side af Falkoner Allé, og B.T. opgiver at følge efter ham. Han kan ikke tvinges til at svare på spørgsmål.

Køen er lang

Det er uvist, om der er lejere fra før 2018, der også venter på at få deres indskud tilbage. Men i løbet af de tre år har Anja Brus og 11 andre lejere altså ikke fået deres penge.

I en mail til en af de andre tidligere lejere gør Morten D. det klart, at tilbagebetalingen af pengene afhænger af, hvorvidt han selv kan betale sin husleje. Det har fået flere af lejerne til at mistænke ham for at bruge deres indskud til at betale sin egen husleje.

Mere end en måned efter at begge par er flyttet ud af lejligheden, har de ikke fået deres indskud tilbage. Det skyldes ikke, at der har været behov for istandsættelse af værelserne. Udlejeren har bare ikke pengene.
Mere end en måned efter at begge par er flyttet ud af lejligheden, har de ikke fået deres indskud tilbage. Det skyldes ikke, at der har været behov for istandsættelse af værelserne. Udlejeren har bare ikke pengene. Foto: B.T.
Vis mere

Og det har konsekvenser for unge lejere som Natalia Torres Di Bello, der ufrivilligt bliver en hæveautomat for udlejeren. Over en måned efter fraflytningen har hun og det andet par, som har boet i lejligheden, som frygtet ikke set en krone af deres indskud, forklarer hun:

»Pengene er vores livsopsparing. Hvordan kan det ske i Danmark? Hvordan kan han slippe afsted med det?«.

Udlejeren Morten D. vil ikke stille op til interview med B.T., men har besvaret nogle af vores spørgsmål på mail. Her svarer han dog ikke på de to afgørende spørgsmål: Hvorfor han i mindst 12 tilfælde ikke har tilbagebetalt lejernes depositum, og hvad han har brugt pengene på?

Pengene er udelukkende øremærket til eventuel istandsættelse ved fraflytning, hvilket ikke har været grunden til, at han har beholdt dem.

Morten D. fastholder at have overholdt lejeloven, og at alle tidligere lejere, som mangler deres penge, får dem tilbage. Han fortæller også, at han i januar har kontaktet en lejeadvokat, som skal hjælpe med en afdragsordning.

'Jeg har løbende oprettet afdragsordninger, og fremadrettet vil der også blive oprettet afdragsordninger for de resterende lejere,' skriver Morten D. til B.T.

Han giver ikke en forklaring på, hvad der er blevet af lejernes indskud – eller hvad han har brugt pengene på.

Ud af de 12 tidligere lejere, som B.T. har været i kontakt med, er enkelte blevet tilbudt afdragsordninger, men har takket nej. I tidligere tilfælde er afdragene pludselig stoppet, og de mener derfor, at det bare er en metode til at holde dem hen.

Ingen af lejerne har i skrivende stund modtaget alle deres penge. Spørgsmålet er, hvorfor det skal være så svært for dem at få det, de har krav på.

Derfor sætter B.T. fokus på problemerne i artikelserien Det rådne boligmarked, og i næste kapitel kan du møde 'Bedrageren på Østerbro'.