Paw Vestergaard fra Silkeborg sad i sit køkken-alrum, da han pludselig hørte en underlig rumsterende lyd.

»Jeg hører en puslen inde fra børneværelset og går ind for at se, om det er vores hamster.«

Hamsteren lå og sov trygt, så han gik tilbage til køkken-alrummet igen. Men så kom lyden tilbage.

»Lyden stoppede med det samme, da jeg kom ind i rummet første gang, så anden gang jeg går ind i rummet, står jeg stille et øjeblik,« fortæller han.

Lyden kom tilbage og så fik han øje på den.

Hvad Paw Vestergaard selv beskriver som en »flot snog« gemte sig i hans børns Schleich legetøjs hestestald.

Sådan så snogen ud, da den havde forladt hestestalden. Men før den endte i det fri. 
Sådan så snogen ud, da den havde forladt hestestalden. Men før den endte i det fri.  Foto: Privatfoto
Vis mere

»Jeg får hurtigt sat en afspærring op på den ene side af vores terrassedør, så jeg kan lokke snogen i den rigtige retning og ud i det fri,« forklarer Paw Vestergaard.

Han fortæller videre, at det langt fra er første gang, han har været på den type mission efter at have fundet en snog i huset. Der er mange af dem, der hvor de bor.

»Vi bor i så naturskønne omgivelser som søhøjlandet ved Silkeborg,« fortæller han.

Øverst i artiklen kan du se en video af episoden.