En novemberdag i 2016 stod Patrick Cakirli med tårerne trillende ned ad kinden på Skodsborg Station på Sjælland.

Regionaltog efter regionaltog susede forbi, og hver eneste gang overvejede Patrick, om det var dette tog, som han skulle springe ud foran.

Lysten til at leve havde forladt Patricks krop, men han traf heldigvis beslutningen om at tage hjem og finde telefonen frem.

Nummeret til Livslinjen blev tastet ind, og kort tid efter holdt der en patruljevogn i indkørslen, der fragtede den selvmordstruede mand til en psykiatrisk akutmodtagelse.

Det var i 2016. I dag – den 14. juni 2019 – står han med en klapvogn i den tyske by Rathen tæt på den tjekkiske grænse.

Patrick Cakirli med sin vogn.
Patrick Cakirli med sin vogn.
Vis mere

Men der er ikke et barn i klapvognen. Til gengæld er der et telt, en stor portion tøj og en liter kartoffelsalat fra et tysk supermarked.

»Lige nu står jeg 15 kilometer fra den tjekkiske grænser i byen Rathen, der er omgivet af bjerge og klipper. Det er smukt,« siger Patrick i en telefonlinje fra det tyske.

For 33 dage siden forlod han sin lejlighed i København og påbegyndte sit projekt 'Fra Danmark til Kina'.

I kampen for at sætte fokus på ensomhed marcherer Patrick ned gennem Europa for til sidst at træde ind på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i Kina.

Patrick Cakirli på den tyske landevej
Patrick Cakirli på den tyske landevej
Vis mere

Ensomheden har nemlig været et hårdt bekendtskab gennem Patricks voksne liv.

Den var medvirkende til, at han i 2016 var tæt på at tage sit eget liv, og at han i 2017 gik ned med flaget igen.

Da han havde fået gjort kål på ensomheden, fik han idéen om at hive et par år ud af kalenderen for at gå hele vejen fra Danmark til Kina.

Han kommer til at gøre det i tre etaper, og den første er, som følger:

Danmark -> Tyskland -> Tjekkiet -> Østrig -> Slovakiet -> Ungarn -> Rumænien -> Bulgarien -> Tyrkiet

»Jeg når forhåbentligt til Ankara i Tyrkiet i oktober, og så tager jeg hjem til Danmark og bruger lidt tid, før jeg flyver dertil igen og tager turen gennem Iran og Pakistan mod Kina,« fortæller han.

Patrick lader sig hverken friste af bus, tog eller fly. Akkompagneret af sin klapvogn har han allerede tilbagelagt næsten 1.000 kilometer på først danske og derefter tyske landeveje.

Fem gange har han overgivet sig til et hotelværelse, men ellers har et aflangt, grønt telt været hans soveplads.

Patrick Cakirli går lige nu gennem Europa. Her har han sat teltet op i Tyskland.
Patrick Cakirli går lige nu gennem Europa. Her har han sat teltet op i Tyskland.
Vis mere

Indtil videre har turen allerede budt på nogle helt ekstraordinære oplevelser.

Som da han pludselig endte med at tilbringe en dag med et cirkus.

»Jeg gik ind på en tysk plads, hvor der var et stort cirkus, der var i gang med at sætte teltene op. Jeg gik over og spurgte, om jeg måtte sætte mit lille telt op ved siden af, og det sagde de sgu ja til. De kunne næsten ikke engelsk, men jeg endte med at tilbringe hele aftenen med dem,« fortæller han.

Her ses cirkuspersonalet, som Patrick Cakirli tilbragte en dag med
Her ses cirkuspersonalet, som Patrick Cakirli tilbragte en dag med
Vis mere

Og så var der den dag, hvor han pludselig sad og spiste aftensmad hos et tysk ægtepar.

»Det var en anden dag i Tyskland. Jeg kunne virkelig ikke finde et sted at sætte mit telt op, da jeg gik gennem en tysk park, men så var der det her tyske par, som var meget nysgerrige og stirrede på mig, så jeg gik over og fortalte dem om min situation og spurgte, om de vidste, hvor jeg kunne sætte mit telt op,« siger han og fortsætter:

»Men i stedet for at pege mig i en retning sagde de, at jeg bare skulle komme med dem hjem, og så kunne jeg få mig et bad, noget mad og sætte teltet op foran deres lejlighedskompleks. Så det gjorde jeg.«

Her ses det tyske par, som Patrick Cakirli spiste med og sov ved
Her ses det tyske par, som Patrick Cakirli spiste med og sov ved
Vis mere

Det tyske ægtepars hjemmelavede mad var tiltrængt, for madbudgettet rækker ikke til trerettersmenuer og bøffer.

Tværtimod står den tit på billig færdigmad fra de tyske supermarkeder, og flere gange har Patrick spist en liter kartoffelsalat som måltid.

Patrick Cakirli er på et stramt budget, så sommetider står frokosten på en liter kartoffelsalat.
Patrick Cakirli er på et stramt budget, så sommetider står frokosten på en liter kartoffelsalat.
Vis mere

Det gør dog intet for Patrick, der er på sit livs rejse.

»Jeg har det rigtig fint, og jeg er utrolig glad for, at jeg traf beslutningen om at gøre det her, selvom jeg savner min kæreste. Heldigvis kommer hun dog og besøger mig, når jeg kommer til Prag,« fortæller han.

Mens Patrick forklarer om kæresten, bliver han afbrudt foran det hotel, hvor han bor.

»I don't speak german,« kan man høre, at danskeren siger.

Herefter følger lidt snak, før han vender tilbage i røret.

»Jeg skulle lige oplyse mit værelsesnummer, for hun var ikke overbevist om, at jeg overnattede her,« griner Patrick, der også har ladet skægget gro på turen.

Du kan følge med på Patricks tur til Kina på Facebook-siden March mod Ensomhed, hvor han hver dag opdaterer fra turen.