Mindst 22.000 patienter med type 2-diabetes måtte i efteråret 2024 skifte fra behandling med Ozempic på grund af nye regler for tilskud.

Skiftet medførte højere blodsukker for en stor del af patienterne og dermed større risiko for følgesygdomme.

Det skriver Diabetesforeningen i en pressemeddelelse på baggrund af en analyse lavet for Danske Regioner.

13.000 diabetespatienter har fået målt deres blodsukker før og efter, at de stoppede med at tage Ozempic.

Hos dem steg langtidsblodsukkeret i gennemsnit fra 49 til 57 mmol/mol. Målet for behandling af diabetes er et langtidsblodsukker på 48 mmol/mol.

- Med andre ord gik tusindvis af menneskers behandling fra at ligge omkring behandlingsmålet til en forværring, skriver Diabetesforeningen.

Ifølge tilskudsreglerne skal læger afprøve effekten af billigere lægemidler, før dyrere midler som Ozempic bliver valgt til behandling af type 2-diabetes.

Seks ud af ti af de patienter, som i 2024 stoppede deres behandling med Ozempic, kom ikke i gang med anden type medicin i stedet.

Ozempic bruges til at sænke blodsukkeret. Det produceres af Novo Nordisk og indeholder det aktive stof semaglutid.

RITZAU