Patient er utryg: Islamistisk talsperson ansat som læge i Høje Taastrup
Elias Lamrabet, talsperson for Hizb ut-Tahrir, er tilknyttet Høje Taastrup Lægecenter – men det står ikke på lægecenterets hjemmeside.

Elias Lamrabet, talsperson for Hizb ut-Tahrir, er tilknyttet Høje Taastrup Lægecenter – men det står ikke på lægecenterets hjemmeside.

Vil du have en læge, der er talsperson for en organisation, der vil indføre et islamisk kalifat og afskaffe demokratiet?
Sådan ser virkeligheden ud for patienter tilknyttet Høje Taastrup Lægecenter, hvor den kontroversielle islamist Elias Lamrabet fra Hizb ut-Tahrir er ansat.
Den dansk-iranske debattør Jaleh Tavakoli gjorde først opmærksom på ansættelsen på X. B.T. har selv været i kontakt med en patient, som har vist dokumentation for, at Lamrabet er ansat som læge på Høje Taastrup Lægecenter.
»Det gør mig utryg. Jeg har ærlig talt ikke tillid til, at han (Elias Lamrabet, red.) sætter sit lægeløfte over Hizb ut-Tahrirs overordnede og erklærede mål om at etablere et globalt islamisk kalifat, hvor sharia er det eneste styringsgrundlag,« siger patienten til B.T. og tilføjer:
»Og det undrer mig meget, at han ikke står på hjemmesiden, når han har været en del af lægehuset i mindst halvandet år.«
B.T. er bekendt med kildens identitet. Kilden optræder anonymt, da vedkommende frygter for sin sikkerhed.
Hizb ut-Tahrir er kendt for at mene, at homoseksuelle og frafaldne fra islam skal straffes med døden under sharia, at kvinder ikke må arbejde i ledende embeder, og at den jødiske stat Israel skal ophøre med at eksistere gennem militær kamp. I deres ønskede kalifat skal vantro betale skat som tegn på underkastelse.
Lamrabets ansættelse i lægecenteret fremgår af en video, hvor kilden er logget ind på appen Min Sundhed. Herfra kan kilden vælge Elias Lamrabet som læge til undersøgelse. I videoen er det tydeligt, at kilden har skrevet med Lamrabet som sin læge.
B.T. har set videoen, der blev optaget tirsdag 27. oktober.
Når kilden er logget ind på Min Sundhed, kan vedkommende vælge læge til en undersøgelse. Her fremgår Lamrabet som læge blandt klinikkens øvrige læger.

På Høje Taastrup Lægecenters hjemmeside er Elias Lamrabet dog ikke angivet som læge.
B.T. har set videoen, hvori kilden har skrevet med Lamrabet tilbage til andet kvartal 2025 og frem til nu.
Ifølge det officielle autorisationsregister er Elias Lamrabet registreret som læge.
I 2024 blev Lamrabet idømt 60 dages betinget fængsel i Københavns Byret for at opfordre til krig mod og udslettelse af Israel. Han blev siden frifundet i Østre Landsret.
Lamrabet har tidligere arbejdet som læge i Malmø, men fra politisk hold blev ansættelsen kritiseret.
B.T. har tidligere beskrevet, hvordan Hizb ut-Tahrirs talspersoner, inklusive Lamrabet, bakker fuldstændig op om sharia, inklusive stening, piskning og håndsafhugning som straf til folk, der enten er utro, drikker alkohol eller stjæler.
B.T. har kontaktet Elias Lamrabet, men han er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelser. B.T. har også henvendt sig til Høje Taastrup Lægecenter, men klinikken er heller ikke vendt tilbage på B.T.s forespørgsel.