Sidste år blev en 23-årig patient røvet på Aalborg Universitetshospital, mens han lå og sov på sin egen stue.

Patienten blev røvet, selvom han havde to betjente til at passe på sig. De to betjente risikerer nu at blive straffet.

Mandag skal betjentene i retten i Aalborg, hvor de er tiltalt for grov pligtforsømmelse, fordi de ikke havde sikret stuen, hvor røveriet fandt sted.

Den 23-årige patient var beskyttet af de to betjente, fordi han var varetægtsfængslet i en sag.

Det skriver Nordjyske.

Røveren var en 23-årig libanesisk mand, der lå på nabostuen. Det lykkedes ham at komme forbi betjentene flere gange og frarøve patienten sin mobiltelefon.

Patienten lå på stuen, fordi han var blevet opereret i sit ben. Det ruskede røveren i, indtil han låste sin telefon op, så han kunne bruge den.

Sagen mod røveren blev afsluttet sidste år, hvor han fik seks måneders fængsel samt udvisning fra Danmark - blandt andet for røveriet i Aalborg.

Retten har indkaldt de to politibetjente på baggrund af episoden, der skete d. 7. juni sidste år.

Ifølge Nordjyske har anklagemyndigheden nedlagt påstand om bødestraf til de to betjente.

De to betjente nægter sig begge skyldige.

Betjentene er ansat ved Nordjyllands Politi.