Flere partier pastasalat med røget laks bliver i øjeblikket tilbagekaldt af Coop Danmark A/S.

Produktet indeholder nemlig æg - hvilket ikke er deklareret.

'Æg er et allergen og skal derfor nævnes og fremhæves i ingredienslisten. Æg er ved en fejl ikke nævnt i ingredienslisten på produktet,' lyder det i tilbagekaldelsen, som er offentliggjort på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

'Personer, der lider af allergi over for æg, kan risikere at blive syge, hvis de spiser produktet.'

Helt konkret er der tale om Coop C-salat: 'Pastasalat m/røget laks og en skefuld dressing' med en nettovægt på 450 gram.

Produktet har en sidste holdbarhedsdato til henholdsvis den 9.01.2019, 11.01.2019, 12.01.2019, 13.01.2019 og 14.01.2019.

Pastasalaten er blevet solgt i Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen, Dagli/LokalBrugsen, Fakta og Irma samt via hjemmesiden Coop.dk/mad.

Hvis du har købt produktet, rådes du til at levere det tilbage til den butik, hvor du har købt det, eller smide det ud.