Passagerer evakueret fra tog på Fyn efter røgudvikling
Først blev passagerer bedt om at søge mod togs bageste vogne som følge af røglugt. Senere stoppede toget helt.

Først blev passagerer bedt om at søge mod togs bageste vogne som følge af røglugt. Senere stoppede toget helt.

Op mod 200 passagerer blev søndag eftermiddag evakueret fra et tog på vej fra København mod Odense på grund af røgudvikling.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Først blev passagererne bedt om at trække ned i de bageste vogne, da der begyndte at lugte brændt.
Kort tid efter standsede toget ved Langeskov Station, hvor alle blev bedt om at forlade toget, skriver lokalmediet.
DSB's pressevagt oplyser til Ritzau, at der ikke er meldinger om nogen personskade i forbindelse med røgudviklingen.
På grund af episoden er toget nu helt aflyst.
Toget skal nu køres på værksted, hvor årsagen til røgudviklingen skal undersøges.
Aflysningen har ifølge Fyens Stiftstidende blandt andet skabt vanskeligheder for en hel del fodboldfans, der ifølge mediet var om bord på toget, og som skal se FCK og OB tørne sammen senere søndag i Bolbro.
DSB's pressevagt oplyser til Ritzau, at alle passagererne er kommet med det efterfølgende tog mod Odense og Esbjerg.
Langeskov ligger øst for Odense, mens Bolbro ligger på den vestlige side.
RITZAU