Udenrigsministeriet fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser til hele verden. Rejser du alligevel på sol- eller skiferie, kan et brækket ben på pisten blive en dyr affære.

»Der er virkelig stor forskel på, hvordan forsikringsselskaberne dækker,« siger Anja Lintrup Sørensen, der er konsulent i Forsikringsoplysningen.

Efter en sommer, hvor vi har kunnet rejse til store dele af Europa, bliver vores rejsemuligheder nu igen ret begrænsede.

Torsdag ændrede Udenrigsministeriet rejsevejledningerne, så de nu fraråder alle ikke-nødvendige rejser til hele verden.

Ud over at være guidelines for, hvor vi med ro i maven kan rejse hen, er Udenrigsministeriets rejsevejledninger afgørende for, hvordan du er dækket af forsikringen både før rejsen (det kan du læse mere om i artiklen her), men også mens du er af sted.

Overordnet set er der tre muligheder for, hvordan rejseforsikringer dækker, når man rejser til et land, som Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til (orange lande).

»Der er enkelte forsikringsselskaber, som siger, vi dækker slet ikke, hvis du rejser til orange lande. Og så er det lige meget, om du brækker benet eller får corona,« siger Anja Lintrup og præsenterer den næste mulighed:

»Så er der dem, der siger, vi dækker alt andet end det, der relaterer til corona.«

Der skal man dog være opmærksom på, at selv om et brækket ben ikke umiddelbart er relateret til corona, kan man alligevel havne i en ærgerlig situation.

Corona kan nemlig i det pågældende land lægge et så stort pres på det offentlige hospitalsvæsen, at der ikke er plads til dig og dit brækkede ben. Hvis du så i stedet skal på et privathospital, kan man risikere ikke at være dækket.

»I det tilfælde ville det netop have noget med corona at gøre, at du skulle behandles på et privathospital,« siger Anja Lintrup.

Så er der den tredje mulighed.

»Der er enkelte forsikringsselskaber, som siger, vi dækker helt som normalt med undtagelse af evakuering,« siger hun.

Men selv her skal man lige tænke sig om, inden man stikker af sted til et orange land.

En ting er, om forsikringen økonomisk dækker. Noget andet er, om det praktisk er muligt at få hjælp.

»I lande som Spanien og Belgien ser vi lige nu nærmest en undtagelsestilstand. Der kan det godt være, forsikringen betaler. Men praktiske forhold kan gøre, at du ikke kan få den hjælp, du har brug for,« siger hun og tilføjer:

»Forsikringsselskabet har ikke muligheder for at tilbyde dig bedre hjælp end den, de lokale i landet kan få.«

Hvis man overvejer at rejse til et land, som Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til, skal man altså på forhånd kontakte sit forsikringsselskab og tjekke op på, hvordan man er forsikret, hvis uheldet er ude.

»Det er virkelig vigtigt, at man finder ud af, om man økonomisk er dækket,« siger hun og tilføjer en lige så vigtig del:

»Du skal også undersøge, om der er begrænsede muligheder for at få hjælp i et land, som Udenrigsministeriet fraråder, at man rejser til.«