Det skal undersøges, om Danmark kan åbne op i forskellige hastigheder.

For hvorfor skal der være lige så skrappe restriktioner i et tyndbefolket område i f.eks. Midt- eller Vestjylland som i hjertet af København eller Aarhus?

Det spørgsmål vil Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, bære med til de kommende forhandlinger om næste fase af genåbningen af Danmark her under corona-krisen.

»Det er fristende at åbne Danmark op i forskellige hastigheder. Smittetrykket er jo ikke det samme ude på landet, som det er her i hovedstadsområdet,« siger han og tilføjer:

Peter Skaarup (DF), gruppeformand.
Peter Skaarup (DF), gruppeformand. Niels Christian Vilmann

»Men det skal bero på en faglig vurdering fra Sundhedsstyrelsen. Hvis man åbner differentieret, kan det f.eks. være en udfordring at få danskerne til at forstå, at der gælder forskellige regler alt afhængig af, hvor de bor. Det kan måske godt få nogle til at slække for meget på kravene og reglerne.«

Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, kan ikke anbefale en differentieret genåbning af Danmark.

»Den ide forudsætter, at folk ikke flytter sig fra den ene del af landet til den anden. I så fald ville der skulle sættes restriktioner på rejseaktiviteten, ellers vil det ikke give mening.«

»Det mener jeg ikke er realistisk, så skal vi nærmest til at have pas- eller grænsekontrol ved f.eks. Storebælt. Det er meget svært at forestille sig,« siger han.

Han vurderer, at Danmark er for lille et land til at lave en zone-inddeling af landet.

»Det ville selvfølgelig være godt for en restaurant i Vestjylland, hvis den fik lov at åbne, men det står ikke mål med de samfundsmæssige omkostninger ved at føre kontrol med, at folk ikke bevæger sig frit rundt i et zone-inddelt Danmark,« siger Allan Randrup Thomsen

Samtidig vil det kommunikativt være problematisk at løsne op i nogle dele af Danmark før andre.

»Det kan få danskerne til at slække på kravene, og det er alt for tidligt. Man skal jo huske, at virussen ikke har ændret sig biologisk set. Vi er i en fase nu, hvor vi skal passe på,« siger han og tilføjer:

Smittetrykket er lavere i Vestjylland end i København.
Smittetrykket er lavere i Vestjylland end i København. CLAUS BECH ANDERSEN

»Når frisørerne og andre åbner op mandag og får tæt kundekontakt, betyder det jo ikke, at de og kunderne nu ikke skal holde afstand på gaden og i supermarkedet. Tværtimod.«

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm sagde på et pressemøde søndag, at han forventer et stigende smittetryk som følge af, at frisører og en række andre erhverv åbner mandag.

»Når frisøren nu er nødt til at løbe en lidt større smitterisiko på sit arbejde, skal hun og alle vi andre blive endnu mere strikse med afstandskrav og hygiejne, hvis ikke smittetrykket skal stige,« siger Anders Randrup Thomsen.

»Hvis man løsner op på et område, skal der strammes op på andre.«