'I 2019 vil jeg være en bedre kæreste.'

Mange danskeres nytårsforsæt har med parforholdet at gøre. For hvem drømmer ikke om et lykkeligere parforhold? Men du kan godt droppe det nytårsforsæt, for det gør sjældent nogen forskel.

Det påpeger parterapeut og sexolog Christiane Meulengracht.

Hun mener, at der skal helt andre boller på suppen, hvis du og din kæreste skal blive lykkeligere sammen i det nye år.

'Nytårsforsætterne, som handler om parforholdet, er ofte både uforpligtende og overfladiske. Typisk laver vi dem som her-og-nu-kærlighedserklæringer, når vi, lige før klokken slår tolv nytårsaften, fortæller hinanden, at vi næste år ønsker os mere tid til hinanden, at vi vil skændes mindre eller være bedre til at lytte til hinanden,' siger Christiane Meulengracht i en pressemeddelelse og fortsætter:

'Hvis man reelt ønsker at rykke sit parforhold til et andet sted, end det er i dag, så kræver det både en plan og en fælles indsats, som rækker ud over de løse hensigtserklæringer, vi ofte giver vores partner i forbindelse med nytåret.'

Christiane Meulengrachts holdning bakkes op af en undersøgelse fra YouGov i 2018.

Den viser, at 38 procent af de danskere, som sidste år satte sig et nytårsforsæt, allerede havde brudt det, inden der var gået tre måneder af året.

I stedet for løse nytårsforsæt, som du alligevel ikke holder, anbefaler Christiane Meulengracht dig derfor at gå mere metodisk til værks, hvis du ønsker et bedre parforhold.

Her er tre råd fra Christiane Meulengracht, som også er forfatter til bogen 'Kærlighed med vilje':

1. Realitetstjek i januar

Når I er på den anden side af både jul og nytår, så prioriter tid i januar til at tale med hinanden om, hvad I gerne vil have ud af jeres parforhold.

Sluk mobilen, få børnene passet, og afsæt et fastlagt tidsrum – for eksempel to timer uden forstyrrelser.

Tillad jer selv at turde drømme – også lidt stort – og skriv ned, hvordan en hverdag vil se ud, hvor I får endnu mere af dét, I sætter pris på i jeres parforhold. Lav eksempelvis en øvelse, hvor I mentalt spoler tiden et år frem, og spørg herefter hinanden, hvorfor 2019 har været jeres bedste år som kærester.

2. Vær konkrete på det, som skal ændres

Når I har fundet ud af, hvilken hverdag I ønsker for jeres parforhold, så brug noget tid på at finde ud af, hvilke konkrete forandringer der er brug for.

Det kan være, at I ønsker jer et 2019 med mere nærvær og tid til hinanden – og at I derfor er nødt til at skære bestemte aktiviteter fra jeres travle program. Pas i så fald på, at I ikke blot ender med at fylde de huller, I skaber, med nye aktiviteter, som reelt ikke giver jer mere tid sammen.

3. Husk de små skridts metode

Måske virker det hele ret overvældende, og det er bestemt heller ikke let at ændre vaner og skabe forudsætningerne for et bedre parforhold. Derfor er det vigtigt, at I som par husker at tage ét skridt ad gangen.

Start med én realistisk forandring, som kan gøre noget godt for jeres parforhold – og byg videre derfra.