Alt er aflyst, og sådan fortsætter det. Formentlig frem til foråret.

For mange pars vedkommende foregår døgnets 24 timer sammen inden for hjemmets fire vægge, og det kan mærkes i parforholdet.

Væk er de romantiske restaurantmiddage, brunchaftalerne med veninderne, fodboldtræning med kammeraterne, frokost med kollegaerne og timerne i træningscenteret.

I stedet skal vi nu være hinandens kollegaer, samtalepartnere og elskere. Vi skal underholde og være hinandens sociale liv, og det er en meget stor opgave, hvis ikke umulig, fortæller sexolog og parterapeut Amanda Lagoni, der fredag udgiver bogen 'At elske er ikke en følelse'.

»Når vi er så meget sammen, bliver uforudsigelighed, nysgerrighed og eventyrlighed vanskeligt at opretholde. Dermed kan gnist og begær også have svære vilkår, og mange vil opleve, at lysten og begæret daler. Det er helt almindelig og forventeligt,« fortæller Amanda Lagoni.

Hun får lige nu flere henvendelser fra par, der ringer og skriver, de er nødt til at have en akut tid, fordi den er helt gal.

»Men det er langtfra sikkert, det er parforholdet, den er gal med. Problemerne er ofte et produkt af nogle svære rammer, og det er heldigvis virkelig sjældent, man ser, at et forhold har lidt uoprettelig skade,« siger Amanda Lagoni, som påpeger, at der dog kan være brug for knofedt og en kontinuerlig indsats for at få parforholdet et godt sted hen.

»Og det er uanset, om der er coronalockdown eller ej,« understreger Amanda Lagoni.

Amanda Lagoni (foto: Les Kaner).
Amanda Lagoni (foto: Les Kaner).
Vis mere

Hvad sker der, når vi er sammen hele tiden?

»Når vi bor og arbejder sammen, er der ikke nogen sceneskift, og tingene flyder sammen. En af de udfordringer, jeg kan høre, der ligger hos mange, er, at begge parter kan føle, de laver det hele. De føler ikke, den anden nogensinde kommer og tager over,« fortæller Amanda Lagoni.

Hun forklarer, at det giver grobund for frustrationer, diskussioner, millimeterdemokrati om, hvem der gør hvad og dermed også en kortere lunte.

Des mere vi er sammen, og jo tættere vi er sammen – des vigtigere bliver kommunikation og forventningsafstemning. Tydelig kommunikation omkring, hvordan vi bruger tiden, og hvornår vi er sammen, er afgørende for at undgå 'økuller'.

Hvad hjælper?

En hjælp kan være at give hinanden nogle pauser, sørge for en klar fordeling og lave nogle sceneskift i løbet af dagen.

Amanda Lagoni opfordrer til, at I laver nogle meget klare og tydelige rammer for ugen.

Aftal og planlæg:

- Hvornår laver I noget sammen?

- Hvornår laver I noget hver for sig?

- Hvem er på børnene hvornår?

- Hvornår og hvordan giver I hinanden pauser?

Hun påpeger, at man med fordel kan lave et skema, så børnene også kan følge med i, om det er mor eller far, der er til rådighed.

På fredag udkommer parterapeut og sexolog Amanda Lagonis bog 'At elske er ikke en følelse'. (Foto: Les Kaner)
På fredag udkommer parterapeut og sexolog Amanda Lagonis bog 'At elske er ikke en følelse'. (Foto: Les Kaner)
Vis mere

Hvad sker der med parforholdet, når vi ikke kan se venner, dyrke motion og interesser som før?

Når mange af de ting, hvor vi plejede at hente nye input og inspiration, og som var kilde til sjov, latter og afveksling, nu er aflyst, er det forventeligt, at vi har mindre energi og overskud til at være nærværende og til stede, når vi er sammen med vores partner, fortæller Amanda Lagoni.

»Vores sociale relationer og aktiviteter er ofte også en kilde til at mærke sig selv og at være tæt på egen krop i for eksempel træningscentret eller hallen. Det kan hos nogle give en oplevelse af at være længere fra dem selv, hvis de ikke længere kan det.«

Samtidig har mange lige nu en hverdag, hvor arbejde, fritid og børnepasning flyder sammen, og den ene dag tager den anden.

Hvad hjælper?

Amanda Lagoni anbefaler, at I bruger og prioriterer den alenetid, som I jævnfør ovenstående punkt har gjort plads til i hverdagen.

»Det vigtigt, man prioriterer tid hver for sig. En gåtur alene med en podcast i ørene eller en zoom-aftale med en veninde eller 15 minutter med en kop kaffe, mens man kigger ud i luften,« råder Amanda Lagoni.

Og mere prioriteret alenetid vil også hjælpe jer som par generelt med at passe på jeres forhold gennem krisen.

»Jo tættere vi er på os selv, desto kortere er der til vores partner,« siger Amanda Lagoni.

Så opfordrer Amanda Lagoni også til, at I hver dag afsætter tid til at tale sammen. Hun foreslår, I kan benytte det værktøj, der hedder ‘Den Daglige Dialog’, du kan læse herunder:

Og så skal I huske at kramme, kysse og ligge tæt.

Vi kan ikke længere tage på dates og ferier sammen. Hvilken konsekvens kan det have?

Normalt er der ferier, biografture, restaurantbesøg og måske et kroophold at se frem til, når hverdagen er trist og leverpostejfarvet, men de muligheder er også væk.

»Det kan betyde, at vi helt lader være med at lave ting sammen, og det er den værste konsekvens. Det hele kan blive meget passivt, hvor vi oplever, at dagene bare flyder sammen,« fortæller Amanda Lagoni.

Hvad hjælper?

»Ligesom det er en god idé at planlægge alenetid, så skal I også planlægge tid, hvor I er sammen. En idé kan være, at I skiftes til at arrangere en aften om ugen, hvor I laver noget sammen,« råder Amanda Lagoni.

Det kan være, I hører en ny podcast, sammen og taler om den efterfølgende. Laver en ret sammen i køkkenet, tænder bål i haven og drikker en øl eller køber et nyt brætspil.

»Skab gode oplevelser sammen – og giv tilsvarende jer selv pauser fra hinanden og familielivet.«

Hvordan kan en ting som en lockdown påvirke sexlivet?

Når vi lever sammen så tæt, er det naturligt, at lysten til sex er mindre, fortæller Amanda Lagoni.

»Mange vil opleve, at lysten og begæret daler, det er helt almindeligt, selv om det kan føles farligt,« siger hun.

Hvad hjælper?

»Det er en god idé at tale om, hvad man kan forvente af hinanden, og man kan også tale om alternativerne,« siger Amanda Lagoni.

Hun forklarer, at tanken om et 30 minutter langt forspil efterfulgt af samleje måske virker udmattende for nogen, og det er godt at sige højt, for så kan man tale om alt det, som man bedre kan overskue.

»Måske er det en quickie, oralsex under bruseren, eller også har man brug for, at der er en vibrator, som kickstarter lysten,« siger Amanda Lagoni og forklarer, at det at få et godt sexliv, når det ikke længere er drevet af nyforelskelse og spænding, handler om et aktivt, kontinuerligt tilvalg.

»Nogle gange handler det om at prøve, selv om man måske ikke mærker lysten nu og her, og så kan det jo være, det føles rart, når man er i gang,« siger Amanda Lagoni og understreger, at man selvfølgelig ikke skal fortsætte, hvis lysten ikke opstår.

»Men det kan være en hjælp at være lidt lavpraktisk omkring det og indstille sig på, at det måske ikke er gourmetsex, men at lidt er bedre end ingenting,« fortæller Amanda Lagoni.