Vil du foretrække Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, eller De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, som statsminister?

Det spørgsmål har rigtig mange stillet Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg.

Og efter Mette Frederiksen onsdag udskrev valg, forsøgte B.T.s reporter igen.

Inger Støjberg, kan du ikke godt forstå, hvis der er nogen vælgere, der er forvirrede om, hvorvidt du peger på Søren Pape Poulsen eller Jakob Ellemann-Jensen som statsminister?

»Jeg kan forstå, hvis man som vælger tager bestik af, om det skal være rød eller blå statsminister. Der er altså en verden til forskel på, om vi skal have fire år mere med Mette Frederiksen og den magtfuldkommenhed, hun har lagt for dagen. Hun har været fuldstændig ligeglad med, hvordan vi andre så på tingene,« svarer Inger Støjberg.

Men nu er det ikke Mette Frederiksen, vi taler om...

»Nej, men hun har jo slået et helt erhverv ihjel. Det har kostet os 19 milliarder kroner indtil videre, og de er ikke engang udbetalt endnu, og familier, der ikke ved, hvad de skal leve af. Det er det centrale,« siger hun og tilføjer:

»Skal vi havde fire år mere med det eller skal vi have en blå statsminister. Om det så bliver den ene eller anden, det må vi se. Men nu er der valgkamp.«

Men du må kunne sige, hvem DU foretrækker. Er det Jakob Ellemann-Jensen eller Søren Pape Poulsen?

»Jeg foretrækker den, der vil føre mest muligt af vores politik, og det skal vi til at snakke mere med dem om nu,« siger hun.

Inger Støjberg tog bag efter ud og mødte vælgere ved Højbro Plads tæt på Christiansborg.

Her stillede B.T. hende det her spørgsmål:

Du har ikke mødt nogen endnu, der er forvirrede om, hvorvidt du peger på Jakob Ellemann-Jensen eller Søren Pape Poulsen?

»Den eneste jeg har mødt, der har været forvirret om det, er næsten dig. Og nogen enkelte andre journalister,« siger hun og griner.

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, vil heller ikke svare på, om hun støtter Søren Pape Poulsen eller Jakob Ellemann-Jensen som statsminister.

»Det må vi finde ud af på den anden sige af valget. Lige nu er det vigtigste, at vi kommer af med Mette Frederiksen,« sagde hun tidligere i dag.

B.T. har også spurgt danskerne, hvem de egentlig helst vil have til at passe deres børn eller styre deres privatøkonomi. Den video kan du se herunder: