Det er åbenbart ikke kun pandekager, man kan få i Pandekagekroen i Finderup ved Viborg.
Flere gæster har i hvert fald også fået sig en omgang norovirus, som nok bedre er kendt som roskildesyge.
Det fremgår af Fødevarestyrelsens seneste fødevarekontrol af stedet fra maj måned, skriver TV Midtvest.
Kontrollen kastede også en sur smiley af sig.
Sammenhængen mellem indtag af mad på kroen og udvikling af sygdom hos gæsterne, kommer nu til at koste dyrt for Pandekagekroen, som skal punge 40.000 kroner ud i bøde.
Det ærgrer ejeren Line Leanne Nielsen.
»Det er så uvirkeligt. Vi har aldrig haft en sur smiley før,« siger hun til mediet.
Ifølge hende, er det ikke entydigt, om smitten stammer fra kroen, eller fra en af gæsterne.
Pandekagekroen har en restaurant, men sælger også mad ud af huset til selskaber, hvor de møder op med pandekagepander og buffet. Og det er ved et selskab ud af huset, at smitten er konstateret.
I Fødevarestyrelsens rapport fremgår det, at der har været sygdom blandt køkkenpersonalets pårørende.
Line Leanne Nielsen understreger dog, at det ikke nødvendigvis betyder, at smitten stammer fra køkkenet.
Ifølge hende, kan smitten være kommet ind med luften eller fra gæster.