Den røde panda løb i aftes rundt mellem bilerne på Sønder Boulevard i Odense.

En panda på fri fod i Odense gader.

Det lyder måske som en vittighed, men ikke desto mindre var det virkelighed i aftes, da Fyns Politi klokken 22.44 fik en anmeldelse fra en borger på Sønder Boulevard i Odense ved Odense Zoo.

Her løb havens røde panda rundt mellem bilerne på den normalt så trafikerede vej.

Det oplyser vagtchefen ved Fyns Politi.

Politiet fik jaget pandaen op i et træ, hvor en dyrlæge kom og skød dyret med en bedøvelsespil.

Pandaen blev grebet i et tæppe og bragt sikkert tilbage til Odense Zoo.