»Et ord: Katastrofe.«
Sådan siger Yvonne Nielsen, da B.T. ringer og spørger, hvad hun synes om sin nye nabo.
»Det er en katastrofe. Det eneste, der følger med ham, er ballade, og det har vi ikke behov for i vores lille by. Det, vi har behov for, er at kunne være her og nyde det,« siger Yvonne Nielsen.
Hun bor på Skolevej i den lille midtjyske by Hoven og er nabo til den lukkede Hoven Friskole, der i fredags blev købt af den islamkritiske advokat og partistifter Rasmus Paludan.
Hoven Friskole gik konkurs i sommer og huser i dag en daginstitution. Lejekontrakten udløber til nytår, men de lokale har håbet, at den kunne fortsætte.
To lokale borgerforeninger – Hoven Støtte og Møllelaug og Hoven Erhvervsinvest – var gået sammen med en ejendomshandler om at byde på ejendommen, da den fredag klokken 10:00 blev sat på tvangsauktion ved Fogedretten i Herning.
Erling Nielsen, der er formand for Hoven Erhvervsinvest, blev noget overrasket, da han hørte det første bud på 10.000 kroner komme ud af munden på den landskendte koranskænder.
»Jeg har ikke skænket ham en tanke, før han stod der i går. Vi havde slet ikke set, at han var inde og byde. Havde vi vidst det, var vi nok gået til nogle virksomheder og spurgt, om der var nogle af dem, der havde et overskud til at investere i ejendommen,« siger han.
Budkrigen mellem de lokale og Rasmus Paludan endte med hammerslag på 520.000 kroner i Rasmus Paludans favør. Oven i prisen kommer et pantebrev til kommunen på 230.000 kroner.
Hvad Rasmus Paludan skal med ni bygninger og 3,6 hektar grund inklusive en skolegård med hinkeruder og rundboldbane, er endnu uvist. Paludan har dog tidligere købt en lignende ejendom i Rødding med det formål at stifte en kristen frikirke og indsætte sig selv som ærkebiskop. 'Sankt Jakob Maurerdræberens Kirke' skal navnet på det nye trossamfund være.
Tanken om at have Rasmus Paludans menighed som nærmeste nabo får det til at løbe koldt ned ad ryggen på Yvonne Nielsen.
»Jeg er skrækslagen. Jeg frygter, at der vil være protester og politi, så vores børn ikke kan være her, og så det i længden ikke vil være et rart sted at bo,« siger hun.
Hendes mand, Per, tror, at en del borgere vil overveje at flytte fra byen, men selv vurderer han, at han vil få svært ved at sælge sit hus, hvis Paludan flytter ind ved siden af.
»I små byer er det i forvejen svært at få en pris for huset, og i kraft af at det er dem, der rykker ind, så bliver det endnu sværere at sælge huset. Det bliver nærmest usælgeligt.
Jeg frygter den ballade, der følger i hans kølvand, og hans livsholdning deler jeg på ingen måde. Den tager jeg lang afstand fra,« siger han.
Skråt over for Paludans nye ejendom bor Jonna Birgitte Ries, og hun er heller ikke begejstret for at have den koranskændende politiker til nærmeste nabo.
»Jeg er ikke glad for hans person, for han er psykisk belastet, og man ved jo ikke, hvilke substitutter han får ind i det hus, og hvad det er for et ros. Men hvis han skal have politibetjente stående udenfor, så er vi da beskyttet,« siger hun.
B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Rasmus Paludan.
