Mette Pieler og hendes mand sidder med deres datter i armene på Hvidovre Hospitals børneafdeling.
I seks dage har den lille pige grædt mere, end hun plejer, men vagtlægen er tilbageholdende i forhold til at se hende. Til sidst skærer Mette Pieler igennem og forlanger, at hendes datter kommer på skadestuen. Hun kender Melina, og hun kan mærke, der er noget helt galt.
Alligevel kommer sygeplejerskens besked som et chok for Mette og hendes mand.
Deres lille pige har brækket armen hele vejen fra håndleddet og op, og så har hun hjernerystelse.
»Det er simpelthen løgn. Jeg kunne ikke tro det,« siger Mette Pieler.
En uge tidligere har hun hentet sin 16 måneder gamle datter i vuggestuen.
På Aula har hendes mand kunnet læse, at hendes datter var faldet ned fra en vindueskarm og havde slået hovedet.
Pædagogerne vurderede dog efterfølgende, at hun havde det godt bagefter, skriver de i beskeden, og Mette Pieler får ikke yderligere information, da hun henter sin datter.
Men de næste dage begynder hun og hendes mand at undre sig.
Melina er ikke sig selv og græder meget.
»Hun kunne jo ikke fortælle, hvad der var galt, så vi troede, det kunne være tænder. Vi stolede jo på pædagogerne og deres vurdering af, der ikke var sket noget alvorligt,« siger Mette.
Hun og hendes mand lægger dog mærke til, at det især er, når Melina kravler, at hun græder. I dag gør det ondt på Mette at vide, at hendes lille pige i en uge har været i smerter uden at kunne fortælle hvorfor, og hun forstår ikke, hvordan pædagogerne har vurderet, at Melina havde det fint efter et fald, der var så voldsomt.
TIP OS! Har du haft en lignende oplevelse, hører B.T. gerne fra dig. Skriv til journalist Cordelia Weber på cweb@bt.dk.
Allerede mandagen efter Melina har været på hospitalet og fået lagt armen i gips, beder Mette og hendes mand derfor om et akut møde med institutionen Æblehaven i Høje Taastrup, hvor hendes datter gik i vuggestue.
Her får de at vide, at deres datter ikke bare var faldet ned fra vindueskarmen, men havde slået en baglæns saltomortale ned i gulvet.
På mødet gør Mette og hendes mand det klart, at de ikke mener, Æblehavens kommunikation har været god nok. Ligesom de kritiserer, at sikkerheden ikke er i orden.
Lederen af institutionen lover på mødet, at de vil sørge for, at der bliver lagt en madras ind under vindueskarmen, så ulykken ikke kan ske igen.
Mette Pieler holder sin datter hjemme en uge, hvor hun gradvist kommer sig oven på den voldsomme oplevelse.
Mandagen efter har hun det svært med, at Melina skal af sted igen. Men hun siger til sig selv, at uheldet kan være ude i daginstitutioner, og stoler på, at institutionen har lært af hændelsen.
Men allerede tirsdag ringer Mettes telefon bare en time efter, hun har afleveret Melina.
Pædagogen i den anden ende fortæller, at Melina er faldet og har slået sig, og at de tror, hun har hjernerystelse.
Mette smider alt, hvad hun har i hænderne, og 13 minutter efter står hun i institutionen. Hun kan høre sin datter græde, men stuens tre pædagoger sidder ifølge Mette uden børn i en rundkreds på gulvet.
»Melina kommer kravlende imod mig grædende. Hendes ansigt er helt hævet, og jeg kan se, hun har grædt længe, men der er ingen, som trøster hende, afleverer hende til mig eller fortæller, hvad der er sket.«
Da Mette kommer ind på stuen, kan hun se, at der ikke ligger en madras under vindueskarmen, som lederen i institutionen har lovet.
Og hun finder ud af, at hendes datter igen er faldet henne ved vindueskarmen.
Mette og hendes mand tager igen på skadestuen, og lægerne konstaterer, at Melina formentlig har fået en ny hjernerystelse, og de indlægger hende et døgn til observation.
Efterfølgende melder Mette og hendes mand hende ud af vuggestuen omgående.
B.T. har bedt om et interview med leder af institutionen Henriette Flændsdal, men hun ønsker ikke at udtale sig og henviser i stedet til dagtilbudschef i Høje-Taastrup Kommune, Maja Wirenfeldt Vad Pedersen. Hun mener ikke, at der er grund til større bekymring.
Hvorfor får forældrene ikke et opkald, når et barn har oplevet sådan et fald?
»I hvert fald kan man sige, at da barnet falder anden gang, har de taget ved lære af det og ringer med det samme. Muligvis har de ikke ringet, fordi de ikke har tænkt, der er sket noget alvorligt.«
Set i lyset af den her hændelse, vil I så kigge nærmere på sikkerheden?
»Vi har medarbejdere i vores center for ejendomme, som må komme ud og kigge på, om vi skal ændre noget, så det ikke er muligt at kravle op.«
Læs hele interviewet i boksen nedenfor.
