Konservative vil give pædagoger fortrinsret til coronatest. Det løser ikke problemet, lyder det fra SF og V.

Pædagoger og lærere beder om at komme foran i køen til coronatest, ligesom mange sundhedsansatte og andre med samfundskritiske funktioner kan komme.

Selv ved en mild forkølelse bliver de nemlig taget ud af vagtplanen, indtil de er blevet testet for coronavirus. Men fordi ventetiden til både test og svar er lang, går der tit flere dage, hvor de ikke kan passe deres arbejde.

Per Larsen, som er sundhedsordfører for De Konservative, mener, at det giver god mening, at faggrupper som pædagoger og lærere kan komme foran i køen.

Det er afgørende, at daginstitutionerne ikke bliver nødt til at lukke, fordi personalet er hjemsendt for at vente på svar på test.

- Det er væsentligt, at man kan få sine børn passet, og at daginstitutionerne fungerer på normal vis. Det er det jo for os alle sammen, men også specielt for vores sundhedspersonale, siger Per Larsen.

- Sundhedspersonale er førsteprioritet, og så kommer daginstitutionerne selvfølgelig i næste række. De kan ikke arbejde hjemmefra.

SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, siger derimod, at det ikke løser problemet at give nogle fortrinsret.

I stedet skal den generelle ventetid på test ned, så alle, der ønsker en coronatest, kan komme til hurtigt.

- Der er mange om buddet i forhold til hurtige test, og udfordringen er, at der er mange, der har gode argumenter for, hvorfor de skal forrest, siger hun.

- Vi er nødt til at teste dem, der virkelig ikke må komme på arbejde med smitte. Og det er altså sundhedspersonalet.

Martin Geertsen, Venstres sundhedsordfører, er enig.

- Jeg forstår udmærket, at forskellige grupper i samfundet ønsker at komme forrest i køen til test. Men den situation opstår jo kun, fordi testkapaciteten grundlæggende er for lille, siger han.

Martin Geertsen opfordrer regeringen til at fremlægge en handlingsplan for et styrket testsystem.

Det er pædagogernes fagforening, Bupl, Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen og Lederforeningen i Bupl, som ifølge Jyllands-Posten har sendt et fælles brev til regeringen.

Brevet er stilet til sundhedsminister Magnus Heunicke (S), børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

/ritzau/