Dagligt er der mange danskere, som flyver den lille time mellem Aalborg og København, men i den kommende uge vil det ikke være muligt.
Dermed er der mange, som pludselig skal omlægge deres planer.
Påsken er i forvejen blevet besværliggjort for mange familier på grund af corona-karantænen, men for de rejsende danskere er det nu blevet endnu værre.
SAS har nemlig fået lov til at indstille flyvningerne mellem Aalborg og København.
Det flyvestop kommer til at ske med virkning fra mandag den 6. april og en uge frem til mandag den 13. april. Det skriver Nordjyske.
»Aalborg Lufthavn er jo en af de lufthavne, der regnes for kritisk infrastruktur, som skal holdes åben. Men de har altså fået lov af transportministeriet til at indstille indenrigsflyvningen hen over påsken,« siger direktøren for Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen til Nordjyske.
SAS har tre daglige afgange mellem Aalborg og København, men de kommer altså ikke til at eksistere i påsken.
Mange benytter turen dagligt til at komme til og fra arbejde, så hvis de personer stadig skal møde op på deres arbejdsplads, bliver rejsetiden pludselig markant længere i form af tog eller bil.