Døjer du med røde øjne og snue på denne årstid, har du sikkert haft det ekstra hårdt i påsken.

Ifølge Astma-Allergi Danmark er der nemlig rekordmange birkepollen i luften lige nu, og det gør det flotte forårsvejr for lidt af en prøvelse for den halve million danskere, der er allergiske overfor netop den type pollen.

Mandag var der usædvanligt mange birkepollen i Danmark med 2930 i den østlige del af landet, og 2188 i vestdanmark.

»Det er et ret højt tal. Det er faktisk det fjerde højeste antal overhovedet,« fortæller leder af pollentællingen hos Astma-Allergi Danmark, Andrea-Pil Holm.

Der er rekordmange birkepollen i luften netop nu. (Arkivfoto)
Der er rekordmange birkepollen i luften netop nu. (Arkivfoto) Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hun tilføjer, at vi tilbage i 2014 nåede det højeste nogensinde med hele 4696 antal birkepollen.

Det tørre og solrige vejr uden nedbør har givet optimale forhold for birken.

»Når det er så varmt, så eksploderer birken nærmest. Når solen så varmer så meget, så begynder træerne at frigive pollen for fuld styrke. Og det har de gjort hen over påsken, hvor vi jo heller ikke har fået noget regn overhovedet,« forklarer Andrea-Pil Holm.

Særligt manglen på nedbør har gjort forholdene for birke-allegikere ekstra slemme, for så er der slet ikke noget til at slå pollen-mængderne ned.

Andrea-Pil Holm understreger, at det stadig er usikkert, om birketallet er toppet for i år.

Tirsdag bliver både tør og blæsende, og det kan gøre pollentallet endnu højere.

En million danskere lider af høfeber, og cirka halvdelen af dem kan ikke tåle birk. Mange af dem har desuden krydsallergier, så de også reagerer på for eksempel elm og hassel, som også har haft et rekordår.

»Så mange birkeallergikere føler sikkert, at de allerede har haft en hård sæson,« siger Andrea-Pil Holm.

Er du en af dem, er det vigtigt, at du går til lægen og får den rigtige diagnose og en medicin, der kan hjælpe dig.

»Det er vigtigt at være velmedicineret, og i disse dage er det en god idé at huske at tage sin medicin fra morgenstunden. Også selv om du ikke har symptomer, så tag den forebyggende,« siger lederen af pollentællingen hos Astma-Allergi Danmark.

Derudover opfordrer hun de høfeber-ramte til at bruge solbriller, når de går ud. Det kan også hjælpe at skylle øjnene i vand og skylle håret, inden du går i seng.

Endelig kan du downloade pollen-appen fra Astma og Allergi Danmark, hvor du kan få et varsel for, hvor højt pollentallet bliver næste dag.