En person blev lørdag formiddag dræbt af toget på Glostrup Station.

Det skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter.

Kort efter klokken 11 oplyste politiet, at der var sket en personpåkørsel på stationen, og at politiet arbejdede på stedet.

Al togtrafik blev midlertidig indstillet.

»Og det vil den i være i hvert fald en time endnu,« oplyste Lasse Michelsen, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til B.T., kort efter episoden.

Omkring klokken halv 12 lød det fra politiet, at den pågældende blev erklæret død på stedet.

Redningsarbejdet er afsluttet, og togtrafikken er genoptaget.

Ifølge politiet er der ikke noget, der tyder på en kriminel handling.