Alt for mange kvinder bliver skræmt væk fra kørelærerfaget.

Sådan lyder det fra den danske køreskoledronning Lisbeth Jensen, der er ejer af Danmarks største køreskole Lisbeths Køreskole, der har afdelinger på Fyn og i Jylland.

I en pressemeddelelse forklarer hun, at det et krav om lastbilkørekort, der blev tilføjet i 2014, der skræmmer kvinder væk fra faget.

»Der er langt færre kvinder, som søger ind på kørelæreruddannelsen, efter optagelseskravet om lastbilkørekort er trådt i kraft,« siger Lisbeth Jensen og tilføjer.

»Typisk er de nervøse ved tanken om at manøvrere en stor lastbil, og det er ærgerligt og problematisk både for kvinderne og for de mange elever, som ønsker en kvindelig kørelærer.«

Kvinderne er ellers meget efterspurgt særligt blandt de kvindelige elever, ifølge køreskoleindehaveren.

»At tage kørekort er en ny og for mange usikker situation, og for de kvindelige elever handler det ofte om, at de følger sig tryggere ved en underviser af samme køn – præcis ligesom mange foretrækker en læge af samme køn,« siger Lisbeth Jensen.

Hun er sikker på, at flere kvinder vil søge ind på køreskoleuddannelsen, hvis kravet om kørekort til lastbil bliver fjernet. I stedet forslår hun simulatorundervisning.

»Det kunne give eleverne den nødvendige baggrundsviden om blandt andet lastbilens blinde vinkler, og hvor meget udsyn lastbilchaufføren har,« siger hun.