Lørdag aften forlod årets sidste gæst de brostensbelagte gader i Den Gamle By.

Museet er blevet lukket som følge af de seneste coronarestriktioner, men alligevel er det muligt at gå en tur i de gamle gader.

Porten er nemlig stadig åben, og museumsdirektør, Thomas Bloch Ravn, håber, at mange vil tage en gåtur i det historiske miljø.

»Under de forrige nedlukninger forblev porten til Den Gamle By åben, og det gør den også denne gang,« fortæller Thomas Bloch Larsen og fortsætter:

»Så kan man tage familien under armen og gå en tur i skønne omgivelser, ligesom man stadig kan kigge ind ad vinduerne via de opstillede stiger og fornemme julens historie. Helt gratis.«

Han har tidligere udtrykt over for B.T., at han ærgrer sig over alle dem, der har glædet sig forgæves til en tur på museet. Han håber, den åbne port kan være et plaster på såret.

»På den måde kan vi give lidt tilbage til de mange gæster, som har støttet os i en svær tid, som desværre ikke er slut,« siger han.

Selvom entreen er gratis, kan man frivilligt donere et valgfrit beløb ved indgangen til Den Gamle By. Det kan gøres på MobilePay.

»Vi er enormt taknemmelige for ethvert beløb, som både er opmuntring til et efterhånden hårdt prøvet personale, og så er det jo også penge, der kan hjælpe med at dække nødvendige udgifter,« slutter Thomas Bloch Ravn.

Den Gamle By forventer at åbne igen tirsdag 18. januar med mindre de nuværende coronarestriktioner forlænges.