»Det er så uvirkeligt, at det her kan ske. Det er så frygteligt.«

Sådan lyder det fra Jannie Kjær, der mandag oplevede, hvad hun selv beskriver som et mareridt, da hun ville holde en fødselsdag for sin hund Ollie, der den dag blev syv år.

Hun og veninden Heidi Winther havde været i supermarkedet for at købe et ekstra lækkert kødben til ham. Han skulle forkæles lidt.

»Ollie bliver glad for kødbenet og lægger sig over i sin kurv for at spise det. Der ligger han cirka en time, mens vi sidder ved siden af ham, men pludselig begynder han at forsøge at hoste noget op,« siger Jannie Kjær.

Her ses Ollie med sin ejer Jannie Kjær, da han stadig var i live.
Her ses Ollie med sin ejer Jannie Kjær, da han stadig var i live. Foto: Privatfoto
Vis mere

Ollie rejser sig op. Han har fået noget galt i halsen.

Med voldsomme hostende bevægelser forsøger han at få det stykke kødben op, der har sat sig fast i hans hals, mens han hiver efter vejret.

»Vi prøver alt. Først forsøgte jeg at få fat på kødbenet i hans hals, men jeg kunne kun lige nå spidsen af det, og det var for glat til at trække ud,« siger Jannie Kjær, og hendes veninde Heidi Winther fortsætter:

»Vi måtte konstatere, at det sad fast, selv om vi også prøvede at skubbe det ned i halsen og løsne det op med olie. Samtidig forsøgte vi at kontakte dyrlæger og 1812, men det var desværre for sent.«

Efter ti minutters kamp må Ollie til sidst give op. Han dør i armene på Jannie Kjær og Heidi Winther og dagen efter, begravede de ham sammen med familie og venner i baghaven.

»Det er noget, vi aldrig kommer til at glemme. Man er rystet. Det er stadig uvirkeligt og fjernt. Det har været nogle lange dage,« siger Jannie Kjær.

Heidi Winther har delt den uhyggelige oplevelse på Facebook. Det er vigtigt for de to veninder at advare andre.

Mange har delt og kommenteret på opslaget, og nogle fortæller også om lignende oplevelser. Både Jannie Kjær og Heidi Winther er meget glade for al den opmærksomhed opslaget har fået, og de håber, at deres historie kan være med til at redde hundeliv i fremtiden.

Sådan så det kødben ud, som Ollie fik galt i halsen efter at have tygget på det en times tid.
Sådan så det kødben ud, som Ollie fik galt i halsen efter at have tygget på det en times tid. Foto: Privatfoto
Vis mere

En beklagelig situation

Kødbenet, som satte sig fast i Ollies hals, kommer fra forhandleren Chrisco, som B.T. har kontaktet i forbindelse med sagen.

Administrerende direktør Brian Christensen er ked af episoden og fortæller, at han ville ønske, at den slags ikke kunne ske.

»De her tyggeben har været på markedet i 40-50 år, og på verdensplan bliver der solgt mange af dem hver år. Det er sket få gange – som det kan ske med alt, man indtager for både hunde og mennesker – at det kommer i den gale hals,« siger han og understreger, at det selvfølgelig er beklageligt, at det skulle ske for hunden Ollie.

Tirsdag blev der afholdt en lille begravelse for Ollie, og her ses hans gravsted.
Tirsdag blev der afholdt en lille begravelse for Ollie, og her ses hans gravsted. Foto: Privatfoto
Vis mere

Lige nu har alle Chriscos produkter en kode på mærket, som man kan scanne med sin telefon, som vil tage en til en advarsel om, at man anbefaler at være opmærksom, når man giver sine dyr både det legetøj og hundemad, de forhandler.

»Det har vi, fordi det nemlig kan gå galt,« siger Brian Christensen.

Han fortæller yderligere, at man for fremtiden vil trykke advarslen på produktets mærkat og ikke blot som en kode, der kan scannes via telefonen.