Normalt er det primært størrelsen og beliggenheden, der afgør, hvor meget din grund er værd.

Men i et boligkvarter i sjællandske Frederikssund kom der en aften i september pludselig et tredje og mere afgørende parameter:

Det tal, der står på husejernes postkasse.

Mere præcist: Bor du i et ulige husnummer, er din grund - åbenbart - dobbelt så meget værd som den samme type grund på den anden side af vejen, hvor der står 70, 72 eller 74 på postkassen.

Det er i hvert fald den foreløbige konklusion, når man tager et kig på de nye, foreløbige ejendomsvurderinger, som Vurderingsstyrelsen offentliggjorde om aftenen 11. september i år. 

De nye, foreløbige vurderinger har nemlig skabt stor frustration for halvdelen af de borgere, der har adresse på Gyldenstens Vænge i Frederikssund.

For at forstå sagen skal vi først have præciseret, hvordan Gyldenstens Vænge er anlagt. 

Oppefra vil man bedst kunne beskrive vejen som et juletræ. Gyldenstens Vænge består nemlig af én stor vej med en masse små vej-grene, der stikker ud i begge retninger.

I den ene retning er alle boligerne med lige husnumre placeret; i den anden retning alle de ulige.

Og det er altså ejerne af sidstnævnte, der fik sig et mindre chok, da de i begyndelsen af september gik ind for tjekke deres nye grundværdi.

Én af dem er 43-årige Mads Kofoed. 

»Jeg fik kaffen galt i halsen, da jeg så, at vores grundværdi lå på lidt over 3,5 millioner. Og så blev jeg decideret vred, da jeg undersøgte det lidt nærmere,« fortæller Mads Kofoed.

Vurderingsstyrelsen har netop udsendt nye ejendomsvurderinger til de danske boligejere, men for manges vedkommende er de helt ved siden af. Mark Kofoed bor i et villakvarter i Frederikssund, og her har alle boligejerne med ulige husnumre fået en cirka dobbelt så høj grundværdi.
Vurderingsstyrelsen har netop udsendt nye ejendomsvurderinger til de danske boligejere, men for manges vedkommende er de helt ved siden af. Mark Kofoed bor i et villakvarter i Frederikssund, og her har alle boligejerne med ulige husnumre fået en cirka dobbelt så høj grundværdi. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Her fandt han nemlig ud af, at alle naboerne på hans side med ulige husnumre havde grundværdier på mellem tre og 3,5 millioner kroner.

Men hvis han sneg sig over 'den store vej' og skrev adressen ind på et af de husene med et lige husnummer, var grundværdien pludselig halveret.

Og det er altså til trods for, at grundene nærmest er én til én identiske, når det gælder størrelse og udforming.

»Der er absolut ingen grund til, at der bør være en nævneværdig forskel på grundværdierne, så da jeg - og mine naboer med ulige numre - opdagede det, blev vi selvfølgelig enormt frustrerede,« fortæller Mads Kofoed.

B.T. har undersøgt ejendomsvurderinger på Gyldenstens Vænge og kan også konstatere, at de ulige husnumre konsekvent har en grundværdi, der er cirka dobbelt så stor som de lige husnumre.

Noget tyder altså på, at der sket en fejl fra Vurderingsstyrelsen, og så kan man jo altid bare afvente og håbe, at det bliver ændret.

Eller kan man det?

Svaret er »nej« fra Mads Kofoed.

»Det kan godt være, at det er tanken med systemet, men det er noget svineri, at man sender fejlbehæftete vurderinger ud og lader borgerne om at rette fejlene uden at give en reel klagemulighed,« siger han og fortsætter:

»Folk er sgu bange for, at det ikke bliver ændret, eller at man skal til at sælge sin bolig, før en potentiel rettelse vil ske. Så det er en stor frustration herude og noget, som fylder.«

Faktisk er den 43-årige mand så »pisseirriteret« over boligvurderingerne, at han mener, systemet bør trækkes fuldstændig tilbage.

»Bare tag vores eksempel: Det er jo skandaløst, at der er så åbenlys en fejl på én vej, hvor halvdelen har en dobbelt så høj grundværdi. Det burde bare ikke ske,« siger han og uddyber:

»De har brugt fire milliarder på et system, der viser sig at være fyldt med fejl, som har en kæmpe betydning for en masse borger. Og klagemulighederne svarer til at slå ind i en pude. Jeg synes ikke, at man kan være det bekendt, og at man derfor burde trække det tilbage,« siger Mads Kofoed.

Han har ikke selv kontaktet Vurderingsstyrelsen, men i grundejerforeningen arbejder man på lave en fælles henvendelse.

Vurderingsstyrelsen oplyser over for B.T., at man ikke ønsker kommentere konkrete sager om boligvurderinger.

Læs mere om de udskældte ejendomsvurderinger på bt.dk/boligskandalen

Andre læser også