Et af de mere usædvanlige udbud på boligmarkedet i år: et historisk landsted uden for Hillerød opført af en af danmarkshistoriens helt store skikkelser, C.F. Tietgen, er blevet solgt.

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Da gården, med navnet Strødam, kom til salg tilbage i maj, var det første gang i 150 år, at det fik en tur på det offentlige boligmarked.

Prisen for det over 800 kvadratmeter store hus, der er opført i schweizisk byggestil, lød dengang på 28,6 millioner kroner – og det er lige præcis det beløb, en køber har været villig til at betale:

Ifølge ejendomsmægler Thomas Klem fra ejendomsmæglerfirmaet Pernille Sams er ejendommen nemlig blevet solgt til fuld pris.

Med i handlen følger desuden 1,25 hektar jord med skov, og så er der sågar et hundehus på grunden, der er opført som en eksakt kopi af gården i størrelse 1:5.

Dyr historie?

Som nævnt er det C. F. Tietgen, en af de rigeste erhvervsmænd i danmarkshistorien, som blandt andet stod for at få Marmorkirken i København færdiggjort, der fik Strødam opført som sin private bolig i 1800-tallet.

Flere elementer fra den ikoniske kirke går da også igen i landstedets 25 værelser, der blandt andet tæller et musikværelse, et bibliotek og et badeværelse med guldkupler i loftet.

Om den gode historie har været nogle ekstra kroner værd, er ikke til at vide med sikkerhed, men i hvert fald er gården blevet solgt et godt stykke over prisniveauet i Hillerød Kommune, hvor boligen ligger:

Indtil videre i år er husene i den nordsjællandske kommune ifølge Boliga.dk blevet solgt for en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 27.680 kroner. Køberen af Strødam har derimod givet knap 34.600 kroner for hver kvadratmeter i det historiske landsted, der officielt var udbudt til salg som en villa.

Se C.F. Tietgens vilde landsted her

https://www.boliga.dk/galleri/4487