Anette Kjersgaard kan ikke tro sit eget uheld.

På blot en måned har den selvstændige erhvervsdrivende fået to beskeder fra Erhvervsstyrelsen, som har fået hende til at frygte for sin lille biks i Indre By i København.

Herfra sælger hun mad og drikke. Men efter de to beskeder kan det snart være slut.

»Jeg kan ikke forstå, man kan være så uheldig to gange. Det kan koste mig alt,« siger Anette Kjersgaard til B.T.

I begyndelsen af april måned beskrev B.T., hvordan den selvstændige erhvervsdrivende, der er indehaver af Bar Rye i Indre By i København, havde fået et brev fra Erhvervsstyrelsen, der fik hende til at bryde ud i gråd.

Dengang var beskeden, at hun var en af 5.000 udvalgte selvstændige herhjemme, som blev mødt med et krav om en revisorerklæring for den del af den 30 milliarder kroner coronahjælpepakke, hun havde modtaget.

En sådan revisorerklæring kan koste fra 12.000 kroner og helt op til 20.000 kroner. Og det er penge, som Anette Kjersgaard, hvis forretning først for nyligt er genåbnet efter at have været lukket siden 9. december, på ingen måde har.

Og nu er et nyt brev fra Erhvervsstyrelsen landet i Anette Kjersgaards e-Boks.

Anette Kjersgaard i sin restaurant BAR RYE i Indre København.
Anette Kjersgaard i sin restaurant BAR RYE i Indre København. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Nok engang med et krav om en revisorerklæring. Denne gang for den lønkompensation, Anette Kjersgaard har modtaget for en ansat, hun havde i perioden 9. marts 2020 til 29. august 2020.

Nok engang kan hun se frem til at skulle punge mellem 12.000-20.000 kroner ud.

»Da jeg så den, blev jeg sur. Jeg blev vred. Men jeg blev egentlig ikke så overrasket. For jeg kan slet ikke gennemskue, hvordan Erhvervsstyrelsen udvælger det her. De siger, det er ud fra en risikoberegning, men den må vi ikke se. Og hvordan kan min lille virksomhed udgøre så stor en risiko, at jeg skal udsættes for det her to gange,« spørger Anette Kjersgaard.

Hun mener i det hele taget, at de små og selvstændige virksomheder er ekstra hårdt ramt.

Lige nu er Anette Kjersgaards restaurant lukket. Og derfor bløder hun penge.
Lige nu er Anette Kjersgaards restaurant lukket. Og derfor bløder hun penge. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Det skyldes ikke mindst, at hun selv oplever, at hjælpepakkerne er langsomme om at blive udbetalt.

»Vi små virksomheder bliver behandlet elendigt under coronakrisen. Store virksomheder kan sagtens vente med at få del af coronahjælpepakkerne nogle måneder, men vi små virksomheder er dybt afhængige af dem med det samme. Og så slæber man fødderne,« siger hun.

»Jeg har ikke fået udbetalt min del af hjælpepakkerne siden februar. Så jeg har ikke udbetalt løn til mig selv. Derfor kan jeg heller ikke betale for de nu to revisorerklæringer, som jeg er blevet valgt til,« forklarer Anette Kjersgaard.

Selvom det bredt politisk blev besluttet i april måned, at virksomheder kan få dækket op til 80 procent af udgifterne til en revisorerklæring, så kan det fortsat knække halsen på Anette Kjersgaards virksomhed.

»Selv hvis jeg får dækket 80 procent af omkostningerne, så kan det koste min forretning livet. Jeg skal betale revisoren up front, men kan formentlig først få pengene retur, når det er blevet sagsbehandlet. Det være, det først sker til efteråret eller til jul,« siger hun.