Lørdag forsøgte P1-værterne Abdel Aziz Mahmoud og Mads Aagaard at smide rapperen Nikoline ud af programmet 'Shitstorm'.

»Jeg tror sgu ikke, vi gider have dig herinde mere. Jeg synes, du er så uforskammet,« lyder det fra Abdel Aziz 20 minutter inde i interviewet med rapperen. Se hendes reaktion her.

Hun bliver dog i studiet i yderligere fire minutter, før hun til sidst forlader det med ordene:

»Luk røven.«

Det sker, efter Nikoline, der er aktuel med nummeret 'Sut min klit', under programmet ikke ønsker at forholde sig til negative kommentarer fra folk på de sociale medier.

»Det er absurd, at jeg skal bruge min taletid på, at der er nogle wankers, der bruger min shine på det,« siger hun, efter værterne spørger, om de kan læse nogle af kommentarerne op.

Lidt længere inde i programmet spørger Mads Aagaard, om man ikke burde lade de mennesker, der har et negativt blik på Nikolines musik, kommer til orde. Det mener Nikoline ikke.

»De kommer jo til orde proportionalt med, hvad de kan finde ud af,« svarer rapperen og fortsætter:

Musikeren Nikoline er feminist, for hun ved ikke, hvordan hun skulle forsvare at være andet.
Musikeren Nikoline er feminist, for hun ved ikke, hvordan hun skulle forsvare at være andet. Foto: Sara Gangsted
Vis mere

»Når I så bruger min medietid, når I interviewer en vinder, som skal forholde sig til nogle tabere, som ikke kan trænge igennem til medierne,« svarer hun, indtil værterne afbryder hende og spørger, om hun vil kommentere den negative respons på 'Sut min klit' og musikvideoen til sangen.

Hun forklarer, at hun deltager i programmet for at kritisere medierne, der ifølge hende skærmer sig selv for kritik og tvister dagsordenen.

Blandt andet nævner hun, at hun synes, det er problematisk, at hendes kritikere altid får taletid, når hun forsøger at sætte en dagsorden med sin musik.

En af dem er politikeren Alex Ahrendtsen (DF), der i forbindelse med udgivelsen af 'Sut min klit' har sammenlignet Nikoline med den norske massemorder Anders Breivik.