»Jeg blev fucking vred, og jeg følte mig snydt. Snydt og svigtet.«
Det var efteråret 2016. Katja Jensen var til møde med en læge på Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Han fortalte hende, at hun skulle stoppe med at tage p-piller.
Hendes depression var begyndt kun et halvt år efter, hun var startet på pillerne. Der kunne være en sammenhæng, fortalte lægen.
At p-piller kan øge risikoen for depression, er noget, som lægerne først er blevet opmærksomme på inden for de seneste år.
Og selv om p-pillen i år kan fejre 60-års fødselsdag, er der fortsat mange ting, vi ikke ved om den lille pille, der både kan ændre vores krop og sind.
Det sætter B.T. fokus på i et nyt tema, hvor vi møder kvinder, for hvem p-pillen har forandret deres liv markant. En af dem er Katja Jensen.
Hun begyndte på p-piller den sommer, hun blev 15 år. Hun havde en fast kæreste og døjede med kraftige og smertefulde menstruationer.
P-piller virkede som en problemfri løsning.
»Jeg fik at vide, der var en risiko for, at jeg kunne tage på og få større og ømme bryster. Og at jeg måske ville få humørsvingninger, men det var det.«
Derfor overvejede Katja Jensen heller ikke, at p-pillerne kunne være en del af forklaringen, da hun halvvejs inde i 9. klasse begyndte at blive mere og mere ulykkelig.
At p-piller øger risikoen for depression – særligt hos unge kvinder – blev for alvor kendt, da et hold danske forskere i 2016 kunne præsentere et opsigtsvækkende studie, der gik verden rundt.
Hos unge p-pille-brugere mellem 15 og 19 år øges risikoen for en depression med 80 procent.
Det anede Katja ikke, og hun forstod ikke, hvorfor verden dag for dag blev mere og mere grå.
Hun græd hver eneste dag, og da Katja Jensen på et tidspunkt brød sammen i skolen, foreslog hendes lærer, at hun tog til lægen.
Her viste lægens depressionsskema, at Katja Jensen opfyldte kriterierne, og hun startede i psykologbehandling.
Lægen mente, at Katja Jensens depression skyldtes, at hun havde haft en svær opvækst og hendes forældres nylige skilsmisse.
Men det troede Katja Jensen ikke selv på.
»Det var en kæmpe lettelse for mig, da mine forældre blev skilt, fordi de havde haft det så dårligt sammen. Det prøvede jeg at forklare min læge, men hun lyttede ikke, og jeg ville bare gerne have det bedre, så jeg holdt op med at modsige hende.«
Katja fik det dog ikke bedre, og da hun efter 9. klasse startede på efterskole, bad hun om at få et enkeltværelse, fordi hun græd sig selv i søvn hver nat.
På efterskolen udviklede Katja Jensen også panikangst. En angst så voldsom, at den resulterede i teenagerens første møde med psykiatrisk skadestue.
Da efterskolen sluttede, kunne Katja Jensen ikke længere bo hjemme, og hun flyttede ind på en form for opholdssted, hvor hun havde sin egen lejlighed og en fast kontaktperson.
Og så startede hun på hf.
Katja Jensen havde altid været god i skolen, og hun havde glædet sig til at gå i gymnasiet, men studietiden blev langtfra det, som den dengang 17-årige Katja Jensen havde drømt om.
Hendes angst gjorde det svært for hende at være social med de andre på studiet, hun begyndte at ryge hash, og hun var stadig dybt deprimeret og havde svært ved at finde glæde ved noget som helst.
Kort tid efter Katja var startet på hf, havde hun igen et angstanfald, der var så voldsomt, at hun blev kørt på psykiatrisk skadestue.
Denne gang blev hun tilknyttet psykiatrien. Hun blev udredt og blev diagnosticeret med depression og tre forskellige former for angst.
Lægerne udskrev antidepressiv medicin, der ikke havde den store effekt. Til gengæld var bivirkningerne voldsomme.
Katja sov 16 timer i døgnet, og trætheden, angsten og depressionen ødelagde dag for dag hendes drøm om en studentereksamen.
Hun gennemførte første år af sin hf, men kun en måned inde i andet studieår opgav Katja og droppede ud.
»Mens jeg gik hjemme, fik jeg det værre og værre. Alting føltes ligegyldigt, og jeg begyndte at få selvmordstanker. Jeg følte ikke, jeg havde nogen grund til at leve mere. Når jeg tænkte over, at jeg på et tidspunkt ikke ville være her mere, følte jeg kun lettelse.«
Katja begyndte at planlægge sit eget selvmord. Heldigvis opdagede hendes kæreste, hvor dårligt hun havde det, og i efteråret 2016 blev hun indlagt på psykiatrisk afdeling.
Her var hun tre uger, og for første gang fik det lille ord 'p-piller' i Katjas journal alarmklokkerne til at ringe hos hendes læger.
Katja Jensen stoppede med pillerne, og allerede en uge efter kunne hun mærke, noget var anderledes.
»Det lyder som en kliche, men jeg lagde for første gang i meget, meget lang tid mærke til, at solen skinnede fra en blå himmel, og følte glæde ved det. Sådan var det også med mange andre helt almindelige ting. Det var, som om der havde været et slør over det tidligere.«
Katja startede i terapi igen, og hun fik det bedre og bedre. Hun startede på produktionsskole og fik sidenhen lov til at tage anden del af hf, som hun afsluttede.
I sommeren 2018 slap hun sin antidepressive medicin, og hun har siden været fri af både depression og angst.
Hendes læger har gjort det klart for hende, at hun aldrig må bruge prævention med hormoner, og hun er ikke selv i tvivl om, at det er p-pillernes skyld, hun fik det så dårligt.
»I dag er jeg ked af, der gik så længe, inden der var nogen, som opdagede, at der var en sammenhæng. Det var tre år, hvor jeg skulle have opbygget mit liv. Hvor jeg skulle have afsluttet folkeskolen og startet på gymnasiet. I stedet blev det tre år, hvor livet smuldrede mellem fingrene på mig. Det gør ondt at tænke på.«
