Carl-Johan Dalgaard træder ud af De Økonomiske Råds formandskab efter at have været overvismand siden 2020 – og medlem siden 2014. 

Det skriver Økonomi- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Jakob Roland Munch, som i dag er medlem af formandskabet, overtager posten som overvismand.

Han er professor i økonomi ved Københavns Universitet. Hans forskning er især fokuseret på international handel, globalisering og arbejdsmarkedsøkonomi.

Ændringerne træder i kraft den 1. september, lyder det.

Efter ændringen vil formandskabet bestå af professor Jakob Roland Munch, professor Mette Ejrnæs, professor Jette Bredahl Jacobsen og professor Morten Overgaard Ravn.